Nordjysk virksomhed får grønne midler
Divisionsdirektør Thomas Torp (th) fra Brüel International fortæller, at midlerne fra Grøn Omstillingsfond er cirka halvdelen af budgettet til deres udviklingsfond.
Hjørring-virksomhed vil udvikle vandbesparende vaskeanlæg til genbrugsmaterialer.
Erhvervs- og Vækstministeriets grønne omstillingsfond har delt 20 millioner ud til ni projekter, der fremmer den grønne omstilling og samtidig gør danske virksomheder mere konkurrencedygtige. Et af projekterne er nordjysk.
Det er virksomheden Brüel International, der laver vaskeanlæg til de kasser der normalt bruges til frugt og grønt i supermarkeder, der er den glade modtager.
- At vaske sådan nogle plastkasser er en meget vandkrævende proces, fordi de simpelthen skal være klinisk rene før man putter nye varer i dem, siger Thomas Torp, der er divisionsdirektør i Brüel International, og sidder i firmaets hovedkvarter i Hjørring. Firmaet har afdelinger i flere europæiske lande samt i Australien.
Brüels anlæg bruger, som det er i dag fire deciliter rent postevand til hver kasse, og et anlæg vasker op mod 10.000 kasser i timen. Det er 4000 liter rent postevand som godt nok bruges af miljøhensyn, men som i sig selv ikke er specielt hensigtsmæssigt fra et miljøsynspunkt.
- Vores projekt sigter på at lave et lukket kredsløb, hvor vi kan rense rengøringsvandet så godt, at vi helt eller delvist bliver fri for at bruge postevand til at skylle hver kasse. Et helt lukket kredsløb er ligeså utopisk som en evighedsmaskine, men hvis vi kan forlænge levetiden på det vand der er i anlægget og samtidig bruge det til hele vaskeprocessen, kan vi spare rigtig meget vand, siger divisionsdirektøren.
Han forventer at projektet vil tage cirka halvandet år at realisere, og det vil langt hen ad vejen have rødder i firmaets afdeling i Hjørring, hvor det forventes, at der skal opstilles testanlæg, når man kommer så langt i processen.
Thomas Torp vil ikke oplyse hvor stor en del af puljen på 20 millioner, Brüel International har fået, men siger, at det svarer til cirka halvdelen af hvad projektet vil koste. Den anden halvdel afholder firmaet selv.