Nordjyske Bank skal dække kunders rentetab

Nordjyske Bank har indgået et forlig med Forbrugerombudsmanden. Banken skal nu betale penge tilbage til to kunder, der indgik en uheldig aftale om deres boliglån.

Det skriver epn.dk

Nordjyske Bank tilbød tilbage i slutningen af 2007 at finansiere en nybygget bolig for kunderne på en måde, så de sparede omkostningerne til et realkreditlån. Byggeriet skulle i stedet finansieres med en prioritetskredit med en såkaldt swapaftale.

Aftalen viste sig imidlertid at være en rigtigt dårlig aftale for kunderne, fordi boligmarkedet udviklede sig i en uventet retning, og det har de to kunder klaget over til Forbrugerombudsmanden.

Nordjyske Bank har nu indgået et forlig med Forbrugerombudsmanden om at betale en væsentlig del af de to kunders renteudgifter på aftalen tilbage fra 2009 og frem.

Banken blev af Forbrugerombudsmanden blandt andet kritiseret for at rådgivningen primært fokuserede på de positive aspekter af det pågældende lån, men ikke gik nok i dybden med risikoen overfor kunderne.


Seneste nyt

fra Nordjylland