Nordjyske betjente øver sig på skoleskyderi
Foto: Rune Borre-Jensen (arkiv)
Nordjyllands Politi skal øve sig på en situation med skoleskyderi.
[size=2] Nordjyllands Politi øver sig på, at der bliver affyret skud på en nordjysk skole eller uddannelsesinstitution. [/size]
Samtlige operative betjente i Nordjylland skal gennemgå øvelsen, der finder sted den næste måneds tid på Løvvangskolen i Nørresundby.
Men vi bruger naturligvis ikke skole-eleverne som gidsler i øvelsen, understreger vicepoliti-inspektør Marianne Vestergaard-Lau over for DR Nordjylland.
- Vi anvender nogle skolelokaler, der er afsondret fra de lokaler, eleverne befinder sig i. Skolen er ikke inddraget i øvelserne på nogen måde. Men omvendt vil vi også gerne have så realistiske rammer som overhovedet muligt at træne i.
Marianne Vestergaard-Lau ønsker ikke at gå i detaljer med, hvad øvelsen går ud på. Ikke mindst af hensyn til de betjente, der skal gennem øvelsen.
- Det vi træner hos betjentene er parathed, erkendelse og handling, hvis de skulle stå over for en uvarslet hændelse.
Skoleskydnings-øvelsen er som noget nyt lagt ind i dette års vedligeholdelsesøvelse for de nordjyske betjente, hvor man træner deres beredskabsfaglige kunnen.