LIGE NU:

Nordjyske biografer mister vigtige premierer under nedlukning

Biograferne i de syv berørte kommuner lukker i fire uger, mens resten af landets biografer fortsat kan vise film i biografernes højsæson.

Biograferne er nogle af de kulturinstitutioner, der må holde lukket i forbindelse med nedlukningen af de syv nordjyske kommuner. Men mens skærmene og popcornmaskinerne forbliver slukket i fire uger i de ramte kommuner, så fortsætter landets øvrige biografer med at vise film.

I løbet af den kommende måned, er der flere store premierefilm på plakaten, blandt andet den danske film ”Retfærdighedens ryttere” af Anders Thomas Jensen, som også står bag succeser som ”Blinkende lygter” og ”De grønne slagtere”. ”Retfærdighedens ryttere” er en film, som biograferne ellers har store forventninger til.

Palads Teatret i Frederikshavn er en af de biografer, der nu må lukke og slukke i fire uger, og som derfor går glip af omsætningen fra en vigtig måned i de danske biografer.

- Det er noget rigtigt øv, for det er vores højsæson. Der er mange gode film lige nu og en masse danske film. Nu kan vi bare ikke vise dem, siger Sofia Rafn, der er medindehaver af Palads Teatret, og fortsætter:

- Sidste gang lukkede alle biograferne, og så blev premierefilmene udskudt. Men den her gang kører de andre biografer i Danmark videre, så filmene kommer ud, og så går vi glip af indtægten.

Usikkerhed efter pressemøde

Og ifølge brancheorganisationen Danske Biografers direktør, så kan det gøre ondt på flere af de nordjyske biografer, at de nu igen må lukke ned.

- Der er biografer rundt omkring, der har det vanskeligt nu efter otte måneder. I resten af landet kører premiererne videre med mange store film, og det gør ondt på de 12 biografer, vi har i de syv kommuner i Nordjylland, fortæller direktør Lars Werge.

Palads Teatret var i tvivl om lukning

Palads Teatret i Frederikshavn viser film hele weekenden, og holder derfor først lukket fra mandag. Andre nordjyske biografer har allerede lukket, eller lukker når fredagens sidste film er kørt over skærmen.

Og ejerne af Palads Teatret har også selv været i tvivl om, hvornår biografen skulle lukke ned efter gårsdagens pressemøde.

- Vi har tænkt det sammen, og i går hældte jeg mest til, vi skulle lukke. Det er frygteligt at agere i, og vi vil gerne følge reglerne, og at folk er trygge. Vi holder afstandskravene og vi har sprit og masker, så jeg tænker, det er sikkert, siger Sofia Rafn fra Palads Teatret i Frederikshavn.

Nedlukningen i de syv berørte nordjyske kommuner er foreløbigt gældende til og med den 3. december 2020.