00:13

Frederikshavns borgmester, Birgit S. Hansen, opfordrer hendes Christiansborgkollegaer til at komme i arbejdstøjet. Video: TV2 Nord

Nordjyske borgmestre vil have handling - og ikke fnidder

Mens forhandlingerne om udligningsreformen på Christiansborg er præget af mistillid, efterspørger Birgit Hansen og Thomas Kastrup Larsen politisk handling.

Flere nordjyske borgmestre er trætte af den fnidder, der er på Christiansborg mellem Socialdemokratiet og Venstre.

Efter en uge med stilstand i forhandlingerne om en ny kommunal udligningsreform opfordrer den socialdemokratiske borgmester i Frederikshavn, Birgit Hansen, nu de stridende parter til at trække i arbejdstøjet, og komme i gang med de vigtige forhandlinger.

- Der går alt for meget process i det, og der må jeg bare sige, at der sidder et helt kommune-Danmark og venter på, de tager hånd om det allervigtigste, nemlig en nogenlunde retfærdig udligningsmodel til hele Danmark, siger Birgit Hansen.

Hendes nordjyske borgmesterkollega fra Aalborg, Thomas Kastrup Larsen, er enig.

- Nu må de til at snakke mindre om proces og mere om indhold, siger han og uddyber:

- Jeg oplever, at alle partierne på Christiansborg er klar over, der skal laves en aftale. Procesdiskussion er altid en del af politik, men vi har behov for udligningsreformen, så jeg synes, de skal få lavet den så hurtigt som muligt, siger Thomas Kastrup Larsen.