Nordjyske byer får landdistriksmidler
Foto: Peter Mortensen
Tre nordjyske byer får andel i de 60 millioner kroner, som Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter uddeler.
Der er mere end fem millioner kroner på vej til Nordjylland fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, som arbejder for at skabe mere liv i de mindre byer.
Det er Pandrup, Tårs og Hornum, der har fået del i landdistriksmidlerne. Samlet har de tre byer fået bevilliget 5.082.000 kroner til projekter, som skal sikre, at byerne er attraktive at bo i i fremtiden.
- Det er helt centralt for vores byer, at der er liv i gaderne og rammer til at mødes, som er vigtigt for at skabe bedre vilkår for øget bosætning. Men mange mindre byer oplever fraflytning og danskernes indkøbsvaner ændrer sig, og derfor er jeg glad for, at vores kommuner sætter fokus på rammerne for mødesteder og byliv med områdefornyelsen, siger Carsten Hansen, minister for by, bolig og landdistrikter.
I Pandrup er der blandt andet byforskønnelse på programmet. Byen er blevet bevilliget 1,4 millioner kroner, som blandt andet skal bruges på ny belægning og belysning.
Tårs har fået lidt mere end 2,6 millioner kroner til blandt andet at ændre de trafikale forhold midt i byen. Hornum har fået en million, der eksempelvis skal bruges til at forskønne byen ved at udsmykke gavle og facader med kunst.