Nordjyske Daniel arbejder i verdens brændpunkter - lige nu i Ukraine
Daniel Rugholm er en af de ledende figurer i FN’s fødevareprogram, der modtog Nobels fredspris i 2020. Nu arbejder han for, at millioner af mennesker verden over kan få mad.
Nordjyske Daniel Rugholm står i spidsen for at sørge for mad til krigshærgede områder i Ukraine som chef for FNs Fødevareprogram. Han frygter for en hidtil uset hungersnød i kølvandet på krigen.
"Vågnede op igen til luftangrebssirener. I dag i Lviv kl. 5:45. Så er det bare at smutte ned i hotellets kælder og vente til angrebet er overstået. Heldigvis ødelagde luftforsvarssystemet fire russiske missiler inden de ramte."
Sådan skrev Daniel Rugholm forleden på de sociale medier. Han skrev om det, der for tiden udgør en stor del af hans arbejdsplads; det krigshærgede land Ukraine.
Jeg har da også trillet et par tårer - også den seneste uge hvor jeg var i Butja, hvor vi så, at der lå lig på gaderne - selvfølgelig rammer det
Daniel Rugholm
Dagen før lød opdateringen fra ham, at han i forbindelse med et møde med Kyivs borgmester, Vitali Klitschko, ligeledes havde oplevet luftangrebssirener.
- Der er mange elementer i det, der gør, at det er rigtigt forfærdeligt, og det rammer én.
- Det rammer også at se, når jeg forlader Ukraine og typisk tager til Polen og se de folk, der står i kø - typisk kvinder og børn med en taske. Hvad er det, de forlader; det er mændene, brødre, fædre, og hvad venter dem, hvor er de på vej hen, og hvilket liv venter? Jeg har virkelig ondt af de folk, der bliver ramt på den måde, fortæller Daniel Rugholm.
Han er hjemme i Hjørring
Han fortæller fra køkkenbordet hjemme i Hjørring. Det er herfra, de internationale kontakter i topjobbet hos FN bliver holdt vedlige per telefon, mails og sociale medier, når han som nu har et par fridage.
- Jeg tror, det er rigtigt vigtig at komme hjem til Hjørring. Her får jeg kontrasten og frirummet til at få idéer og tænke i nogle løsninger, siger Daniel Rugholm.
Han er i Nordjylland mest kendt som tidligere folketingspolitiker for Det Konservative Folkeparti og ikke mindst som viceborgmester i Hjørring Kommune.
Her kørte han i flere år tæt parløb på tværs af partiskel med den daværende socialdemokratiske borgmester Arne Boelt.
Vi er inde i de hårde områder i de belejrede byer, og jeg taler også med russerne og prøver på at få adgang til de her byer, hvor folk ikke har fået mad og vand i over en måned
Daniel Rugholm
I dag trækker han på sin erfaring som aktiv politiker, når han sidder til møde med verdens førende politikere - for som han siger; politikere er politikere, og han kender sproget og præmissen for at føre politik.
Fortæller hvad der er behov for
Og en del af jobbet som direktør for FNs Fødevareprogram er netop at have dialog med politikere i hele verden.
- Mit job her og nu er at komme ud og se, hvad der sker i Ukraine og tage oplevelserne med til blandt andet Washington, Berlin og til London og tale med politikerne der i parlamenterne og i ministerierne og fortælle, hvordan situationen er, hvad er der behov for, og hvordan kan de være med til at hjælpe på den humanitære del.
Det betyder, at omkring 300 millioner mennesker er på vej ud i hungersnød, så lige pludselig kan vi stå i en krise, der er hundrede gange værre end situationen
Daniel Rugholm
Mangel på mad en tikkende bombe
Målet for den nordjyske mand i spidsen for FNs Fødevareprogram er netop at sikre mad - og det er der i høj grad mangel på - også i Europa.
Jeg kører rundt i armerede biler og skudsikre veste og hvad nu, der er behov for, så jeg føler mig ikke sådan rigtig bange
Daniel Rugholm
- Det er mange, mange tusind tons mad, vi taler om. For 50 dage siden havde vi ingenting i Ukraine, så vi har bygget det hele op fra bunden med nu 300 ansatte og samarbejde med blandt andet Røde Kors, så vi er i stand til som en stor supertanker at gå ind og sørge for at få fragtet mad ind. Vi er inde i de hårde områder i de belejrede byer, og jeg taler også med russerne og prøver på at få adgang til de byer, hvor folk ikke har fået mad og vand i over en måned nu, siger Daniel Rugholm.
UN World Food Programme
World Food Programme - eller FNs Fødevareprogram - er den del af FN, der arbejder med at levere mad i verdens brændpunkter. Det gælder i krigszoner, i flygtningelejre og steder, hvor der er hungersnød eller naturkatastrofer.
Krigen i Ukraine er ifølge Daniel Rugholm en tikkende bombe for fødevarer i hele verden.
Lige nu hjælper FNs Fødevareprogram omkring 128 millioner mennesker med mad hver eneste dag, men der mangler mad også i resten af verden.
For Ukraine betegnes som verdens brødkammer, og Daniel Rugholm forudser endnu større menneskelige konsekvenser i hele verden, hvis ikke korn kan forlade Ukraine meget snart igen - til den del af verden, der har allermest behov for det.
Frygter for endnu større krise
- Ukraine og Rusland leverer korn til det meste af Nordafrika, og det mangler pludselig, fordi der ikke bliver fragtet mad ud. Det betyder, at omkring 300 millioner mennesker er på vej ud i hungersnød, så lige pludselig kan vi stå i en krise, der er hundrede gange værre end situationen nu, siger Daniel Rugholm.
FNs Fødevareprogram giver i øjeblikket mad til 128 millioner mennesker, men ingen ved med sikkerhed hvor hurtigt behovet for mad vil stige - og ej heller hvor længe.
- Det, der bekymrer mig allermest nu, er, at det tal kan være to-tre gange så stort inden for det næste år, og det burde også bekymre resten af verden også vores politikere, siger Daniel Rugholm og tilføjer, at det meget vel også kan få konsekvenser for danske forbrugere qua der kan mangle varer på hylderne.
Tårerne triller
Daniel Rugholm, der oprindelig stammer fra Tårs, har de seneste fem år rejst i alverdens brændpunkter i FN regi – på godt og ondt.
For bare to måneder siden var Ukraine ikke et af brændpunkterne - i dag har krigen der vendt op og ned på hele verdens fokus.
- Der er virkelig meget ondskab ude i verden, ikke bare i Ukraine, lyder det fra Daniel Rugholm, med henvisning til, at han har rejst i mange lande med konflikter og krig blandt andet Syrien og Congo.
Krigen i Ukraine er dog anderledes barsk, mener han.
- Jeg tror, at det her er anderledes, fordi det er tæt på lige pludselig. Så det rammer os på en anden måde, siger Daniel Rugholm og tilføjer, at det rammer og sætter sig, når han bevæger sig rundt i krigsområderne i Ukraine.
- Det tror jeg også, det skal. Jeg tror, det er vigtigt, at man ikke bliver immun over for de ting, for så har man set for meget, og jeg har da også trillet et par tårer - også den seneste uge hvor jeg var i Butja, hvor vi så, at der lå lig på gaderne. Selvfølgelig rammer det.
Så var det bare med at komme ned i kælderen og i sikkerhed, og så håber man, at man kan ringe en halv time senere og sige, at alt er okay
Daniel Rugholm
- Jeg føler mig ikke sådan rigtig bange
Kontrasten mellem den barske virkelighed i verden og hjemme i Hjørring er tydelig. Her er fred og ro og i gåafstand til byens cafeer og parker.
Inden for hjemmets fire vægge nyder verdensmanden at forkæle hustruen Grace med hjemmelavet mad, når han endelig er hjemme.
Det er blevet til et par dage i påsken, men han meget snart på farten igen. Næste stop er Odessa.
Selv om arbejdsdagen så betyder, at der igen er fare på færde, frygter den verdenskendte vendelbo ikke for sin egen sikkerhed.
- Jeg kører rundt i armerede biler og skudsikre veste og hvad nu, der er behov for. Vi har masser af sikkerhed. Vi sender også lige en mail til kontakterne i Udenrigsministeriet i Moskva og fortæller, hvor vi er - og vi skal som FN kunne færdes uden at frygte, men selvfølgelig det er krig, det er virkelighed, og der kan også gå noget galt. Der kan være noget, der pludselig ryger den forkerte vej eller hvad ved jeg, men det sidder ikke sådan i hovedet af min, jeg føler mig ikke sådan rigtig bange, siger Daniel Rugholm.
Det er dog ikke mange dage siden, han sad på et hotel i Ukraine og talte med sin hustru i telefonen, og så lige pludselig lød alarmerne, fordi der var fly på vej ind og skyde med misiler.
- Så var det bare med at komme ned i kælderen og i sikkerhed, og så håber man, at man kan ringe en halv time senere og sige, at alt er okay, lyder det fra Daniel Rugholm.