Nordjyske ildsjæle får støtte fra Realdania

Realdania har netop offentliggjort hvilke projekter, der får økonomisk støtte - og ud over en million donation til Lildstrand og kystterrasser der, så er der også penge til projekter i Hirtshals og i Nørager. Arkivfoto Foto: Kim Haugaard / Ritzau Scanpix

Realdania har netop offentliggjort hvilke projekter, der får økonomisk støtte - og ud over en million donation til Lildstrand og kystterrasser der, så er der også penge til projekter i Hirtshals og i Nørager.

Danmarks byggende ildsjæle sprudler med projektidéer, som rækker ud til lokalsamfundet, styrker fællesskabet og understøtter en bæredygtig udvikling.

De nordjyske projekter er blandt 19 nye ildsjæleprojekter, som får en økonomisk håndsrækning fra Realdania til at føre deres projektdrømme ud i livet. Det sker som en del af af Realdanias ildsjælekampagne, Underværker.

På havnen i Hirtshals er foreningen Bibiana Danmark i gang med at transformere et tidligere vod- og trawlbinderi, der de næste 5 år skal fungere som børnekulturhus for hele Nordjylland. Huset skal være base for kreative og kunstneriske bygge- og arkitekturprojekter for især byens børn. Til projektet, der hedder Børns Stemme - Fremtidens Hirtshals,  donerer Realdania 200.000 kr.

Og i Nørager i Rebild Kommune vil en gruppe unge fra det lokale elev- og centerråd skabe et sceneområde, et ’relaxområde’ og et være- og lærested for aktiviteter på tværs af byens tiltag – fra revy til kulturskole, foredrag, små lokale koncerter og udendørs teater. Projektet hedder Platform X,  - ’eXperiment’, et allerede eksisterende ungedrevet udemiljø til gavn og inspiration for alle byens borgere. Til det projekt får man nu 250.000 kroner. 

Ved Lildstrand nær Thisted er lokale borgere gået sammen om at anlægge kystterrasser på landingspladsen – stedet, hvor lokale og turister og mødes. Målet er at gøre kystterrasserne til en arkitektonisk attraktion og forbedre sikkerheden for brugerne. Alene til det projekt bliver der givet en million kroner. 

De tre projekter er valgt blandt i alt 110 ansøgere fra hele landet.

Læs også 1.000.000 kroner til Lildstrand: Turismen skal udvikles på naturens præmisser

Siden 2014 har kampagnen bidraget med en økonomisk håndsrækning til mere end 145 frivillige projekter. Nu er yderligere 19 projekter et skridt videre mod realisering – og heraf altså tre fra Nordjylland. Fælles for de valgte projekter er, at ildsjælene bygger, istandsætter og ombygger bygninger og byrum som springbræt til øget lokalt fællesskab, nye aktiviteter og bæredygtige løsninger.

- I Realdania er vi glade for endnu en gang at kunne bakke op om den frivillige indsats - ikke mindst fra Nordjylland, hvor det frivillige engagement stortrives allerede. Hvor andre ser problemer, ser ildsjælene muligheder. De er frontløberne, de gør noget ved sagen og har modet til at gå nye veje, og vi glæder os nu til at følge projekternes vej mod realisering, siger Astrid Bruus Thomsen, programchef i Realdania.

For ildsjæle med en god projektidé er endnu en mulighed for at byde ind. Næste ansøgningsrunde har frist den 27. marts 2020. 

Læs også Realdania giver 80 millioner kroner til "Spritten"

Forsiden lige nu