Nordjyske kandidater sender krav til Mette F.: Slut med ren S-regering
Radikale Venstre kom i dag med en ny økonomisk plan om fomfatter både skattelettelser, ekstra hænder på arbejdsmarkedet og et farvel til efterlønnen. Planen kommer efter en sommer, hvor partiet har formået at sætte dagsordenen ved at diktere et folketingsvalg, inden folketinget åbner.
Valgplakaterne er klar til det kommende folketingsvalg hos den kun 20-årige Julius Bjørn Honore, som for første gang stiller op til folketingsvalget.
- Jeg glæder mig til at føre valgkamp. Vi bor jo i en universitetsby og vores storkreds har sindssygt mange ungdomsinstitutioner, som jeg glæder mig til at besøge, siger Julius Bjørn Honoré, folketingskandidat for De Radikale.
I dag præsenterede de radikale en ny økonomisk plan, som frem til 2030 skal skaffe 23.000 nye i beskæftigelse blandt andet ved at fjerne efterlønnen. Samtidig lover planen skattelettelser og ekstra penge til miljøet.
Slut med et-partis regering
Planen kommer efter en sommer, hvor de radikale i forvejen har sat dagsordenen ved, at de, i kølvandet på minkkommissionens rapport, dikterede et folketingsvalg.
- Det har været en succesrig sommer på den måde, og så har vi jo snakket sammen om hvad der er vigtig for De Radikale. Vi vil jo gerne opnå ting, siger Dorthe Kerschus fra Agersted. Hun er også folketingskandidat for De Radikale.
Samtidig melder partiet ud, at de må være slut med den socialdemokratisk et-partis regering.
- Vi skal have en ny regering, og den regering skal ikke være en et-partis regering, siger Julius Bjørn Honoré.
Frygter en beskidt valgkamp
Det, de radikale drømmer om, er, at de kan danne en bred regering hen over midten sammen med De Konservative, Venstre og Socialdemokratiet.
- Vi kan ikke køre en udelukkende socialpolitik eller en udelukkende liberal politik og så opnå et velfungerende velfærdssamfund. Det får vi kun, hvis vi formår at lave de kompromiser, der skal til, og lave en bred løsning, siger Dorthe Kerschus.
Mange spår, at den kommende valgkamp bliver historisk beskidt, fordi både Lars Løkke (M) og Inger Støjberg (Æ) vil kæmpe hårdt for at få deres nye partier i folketinget, men den kamp bliver ikke med radikal deltagelse.
- Hvis de har lyst til at slås og mugges over på højrefløjen, så skal de have lov til det. Jeg kommer til at holde mig til bolden, siger det 20-årige Julius Bjørn Honoré, folketingskandidat for De Radikale.
- Jeg håber ikke, det bliver så beskidt en valgkamp som forventet. Lad os nu se. Man kan jo vælge, at holde sig stueren, siger Dorthe Kerschus, folketingskandidat for De Radikale.