Nordjyske køber "Vi med hund"

Det nordjyske mediehus køber JSL Media A/S, der udgiver seks magasiner.

Vi med hund, Bådnyt, Golfmagasinet og yderligere tre magasiner får fra 1. januar næste år et nordjysk præg, selvom de bliver skrevet i København.

Nordjyske Medier, der har hovedsæde i Aalborg, har nemlig købt JSL Media, der står bag seks magasiner.

- Mediebranchen undergår i disse år betydelige forandringer. Forandringer, som giver os som magasinudgiver af fokuserede udgivelser en række spændende og helt nye muligheder for at udvikle vores forretning og for at udnytte vort indhold på nye måder og på andre platforme. Derfor er jeg glad for, at NORDJYSKE Medier med sine mange ressourcer og kompetencer kan være med til for alvor at sætte strøm til JSL Media, og at vi sammen kan skabe JSL Media version 2.0, siger Jesper Sehested Lund, der er og fortsætter som administrerende direktør i firmaet til nordjyske.dk

Per Lyngby, Nordjyske Medier administrerende direktør, forklarer til nordjyske.dk at opkøbet er en del af virksomhedens vækststrategi.

- Den er et led i at skabe yderligere vækst i NORDJYSKE Mediers digitale forretningsudvikling, som vi styrker dels ved egen kraft, dels ved akkvisitioner. JSL Media passer godt ind i den strategi, og de kendte kvalitetsmagasiner og brands skal være grundlaget for en ny digital overbygning. Samtidig ønsker vi naturligvis fortsat at udgive de trykte magasiner, som vi ser mange muligheder i.


Seneste nyt

fra Nordjylland