Nordjyske kommuner: Udligningsreformen skal justeres
Foto: Joakim Brader
De nordjyske Kommuner gik i dag til kamp foran Aalborg Kongress- og Kulturcenter for at få regeringen til at tjekke op på udligningsreformen.
Det handler om lighed og retfærdighed. Sådan lød det da de 11 nordjyske kommuner i samlet flok torsdag brugte første dagen til Kommunernes Landsforenings Stormøde på at lancere et krav om, at udligningsreformen skal kigges nøje efter i sømmene.
- Man kan se, at Danmark bliver mere og mere skævvredent, man kan se, at der er stor forskel på, hvilke muligheder man har for at finansiere offentlig service, vækst og udvikling i danmark, derfor er det tid til et eftersyn af udligningsreformen, siger Mogens Gade (V), der udover at være borgmester i Jammerbugt Kommune også er formand i de nordjyske kommuners kontaktråd.
De nordjyske kommuner vil have Kommunernes Landsforening til at insistere over for regeringen, at der på ny skal kigges på udligningsreformen. Men det vil hovedstadskommunerne ikke være med til. De 34 kommuner i hovedstadsområdet har samlet sig i netværket ”Stop Forskelsbehandlingen Nu”.
Vi har det højeste skattenivaeu, og det laveste serviceniveau, og når vi samtidig ser et Christiansborg, der kigger mod vest, så har vi valgt at sige stop til forskelsbehandlingen, fortæller Steen Christiansen (S), der er formand for netværket ”Stop forskelsbehandlingen nu” og borgmester i Albertslund Kommune.
Mogens Gade mener ikke, at hovedstadskommunerne bliver uretfærdigt behandlet.
- Der er jo ikke nogen, der kommer til at betale. Det er bare at man skal lave en ny fordeling, og på den baggrund så skal man bare sørge for, at der er lige muligheder for at fordele serviceniveauet i Danmark. Og hvis Albertslund Kommune kommer til at betale, så er det et udtryk for, at de har et højere service niveau, end det vi kan finansiere, siger Mogens Gade.
Jammerbugt-borgmesteren mener slet ikke, at hovedstadsområdets kommuner skal være bekymrede, hvis de selv føler, at serviceniveauet er for lavt hos dem. Så vil aftalen også bare tilgodese dem.
- Jamen, så har de intet at frygte. Hvis de er i samme båd som os, så skal de jo bare stemme på det forslag, der ligger. Der er mange andre kommuner, der har en stor, stor kage at fordele, frem for den kage vi andre har at fordele, og vi ønsker bare mere retfærdighed, siger Mogens Gade.