Nordjyske mænd er for dårlige til at tale om følelser
Foto: Thomas Kollerup
En anonym chat med præster skal få flere mænd til at tale mere om de følelsesmæssigt svære ting.
En anonym chat med præster skal få mænd til at åbne mere op omkring deres følelser og bekymringer.
Mange midaldrende mænd går rundt med bekymringer, som de ikke deler med nogen. Faktisk har mere end en fjerdedel af de 45-60-årige mænd hele tiden eller ofte bekymringer og følelsesmæssige problemer, som de holder for sig selv.
Det viser en ny undersøgelse, som YouGov har lavet for sjælesorg.nu, som er Folkekirkens tilbud om anonym og fortrolig chat med en præst.
- Det kan godt være, det er lidt angstprovokerende for mændene at skulle tage det første skridt og skrive ”Hej” i chatten. Men gør det! Brug den! Det kan være det første, vigtige skridt i retning af en nemmere hverdag
Pernille Hornum, præst og daglig leder af sjælesorg.nu
Undersøgelsen viser til gengæld også, at 60 procent af de adspurgte mænd faktisk gerne vil chatte anonymt med en præst, og det viser sig, at det faktisk hjælper rigtig mange.
- I vores præstechat på Sjælesorg.nu finder mange af mændene en samtaleform, der appellerer til dem. De kan sidde derhjemme og chatte med en præst, som har stor erfaring i at tale med folk, der er i krise eller bare har brug for en at tale med. Chatten er 100 procent på mændenes præmisser, og så er den gratis, uforpligtende og ikke mindst anonym, siger Pernille Hornum, som er præst og daglig leder af sjælesorg.nu.
Chatten på blev lanceret 1. februar 2017, og flere end 5.000 danskere har allerede kontaktet præsterne via chatten, mens der har været knap 17.000 henvendelser uden for chattens åbningstid.
Michael gik til præsten
En af dem, som har fået rigtig meget ud af at tale med en præst, er 53-årige Michael Cargufeldt fra Sæby. Han har godt nok ikke benyttet sig af chatten, men valgte ansigt-til-ansigt-versionen med præsten fra Bangsbostrand Kirke.
Det var tilbage i 2011, hvor han havde alvorligt brug for at komme oven vande rent mentalt. Michael Cargufeldt lider af en alvorlig kredsløbssygdom, som blev forværret ved stresspåvirkning, og han måtte derfor vinke farvel til sit job som lærer. Hele situationen påvirkede også parforholdet, som begyndte at halte.
Det førte til, at Michael Cargufeldt blev mere og mere indesluttet, irritabel og depressiv, og til sidst greb han fat i præsten, som han kendte i forvejen, og det blev til en forløsende samtale, der ledte Michael Cargufeldt i den rigtige retning.
- Det føltes meget uformelt samtidig med, at det langt fra var en sludder for en sladder. Der var ikke nogen dagsorden, så samtalen kunne flyde frit, og jeg følte virkelig, at han var forstående. Den medmenneskelighed og indføling, som jeg mener, de fleste præster besidder, er givende, siger han.
De nordjyske mænd, der er adspurgt i undersøgelsen, skiller sig ud på flere områder
* Nordjylland er det sted, hvor flest svarer, at ”de kan klare tingene selv”:
Nordjylland (50%)
Hovedstaden (47%)
Midtjylland (43%)
Syddanmark (33%)
Sjælland (31%)
* Og hvor flest siger, at de ”ikke er vant til at tale med andre om bekymringer og problemer”:
Nordjylland (36%)
Hovedstaden (23%)
Midtjylland (22%)
Sjælland (22%)
Syddanmark (19%)
* Nordjyderne er i øvrigt dem, der er mindst tilbøjelige til at opsøge en præst for at snakke.
Nordjylland (2%)
Landsgennemsnit (5%)
Sjælland (10%)
Michael Cargufeldt er selv religiøs, men det er ikke en forudsætning for at få noget ud af en sjølesorgssamtale, uanset om det er på chatten eller ansigt til ansigt med den lokale præst.
- Det er en samtale menneske til menneske og ikke menneske til kirke. Samtalerne kan handle om alt muligt forskelligt, men i mit tilfælde kom vi rundt om de helt store spørgsmål det gode og det onde og min angst for døden blandt andet. De fleste præster hopper ikke bare over i en bøn og begynder at tale om religion. Det er medmenneskelighed, der er på dagsorden under en sjælesorgssamtale, siger Michael Cargufeldt.
Sejt træk for chat
Det er ikke alle, der er helt så åbne, som Michael Cargufeldt. Selv om 60 procent i undersøgelsen har svaret, at de godt kunne tænke sig at chatte anonymt med en præst, er der også 30 procent, der siger, at de ikke tror, at de vil få noget ud af en anonym præstechat.
Derfor er det også et sejt træk for præsterne bag sjælesorg.nu, hvis de vil have endnu flere at de midaldrende mænd til at bruge chatten, når de bliver ramt af ondt i sjælen.
- Det kan godt være, det er lidt angstprovokerende for mændene at skulle tage det første skridt og skrive ”Hej” i
chatten. Men gør det! Brug den! Det kan være det første, vigtige skridt i retning af en nemmere hverdag, siger Pernille Hornum.
Samtalerne med præsten blev begyndelsen på en ny tilværelse, hvor bekymringer fyldte langt mindre for Michael Cargufeldt.
- Jeg har fået bearbejdet nogle ting, og det gør faktisk, at jeg får mere ud af livet. Noget af det vigtigste, jeg har lært, er, at tage mig selv alvorligt. At acceptere mine følelser, forholde sig til dem og vide, at det er okay at have det skidt, når man står midt i en krise, siger Michael Cargufeldt.