Nordjyske politikere ser skeptisk på minkerhvervets fremtid
Foto: Ib William Christensen / TV2 Nord
Per Larsen (K) og Bjarne Laustsen (S) regner begge med, at en afklaring på minkerhvervets fremtid skal falde inden efteråret.
Efter planen skal minkavl igen være muligt fra næste år. Det store spørgsmål fra minkavlerne er, om politikerne på Christiansborg overhovedet vil åbne for minkerhvervet igen og i så fald hvornår.
Producenter af maskiner, fodercentraler og forskning - meget er forsvundet sammen med alle landets mink, og det betyder, at det kan blive mere end svært at starte erhvervet op igen.
For det nordjyske folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S) er troen på, at der igen vil komme minkerhverv i Danmark, lille.
- Det tror jeg desværre ikke på. Jeg tror ikke, tiden er til at starte minkproduktionen op igen, siger Bjarne Laustsen, der er medlem af Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.
Han mener dog, at minkavlerne skal have muligheden, hvis det igen bliver vurderet, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at holde mink i Danmark.
13 minkavlere holder døren på klem
Foruden problemerne med mangel på på mink og forsyninger til driften, kan det være et problem, at erhvervet i fremtiden vil være meget småt. Kun 13 minkavlere har søgt om penge til at holde produktionen i dvale med mulighed for at genoptage driften, mens 1246 har søgt om kompensation for nedlukning.
- Jeg har noteret, at hele branchen ikke tror på det, det kan vi se på tallene. De ved nok mere om det, end jeg, siger Bjarne Laustsen.
Det skeptiske syn på minkavlens fremtid deler en anden nordjysk folketingspolitiker, Per Larsen (K). Han mener også, det bliver svært, men han håber, at det alligevel kan lykkes at få det dvalende erhverv i gang igen.
- Jeg ønsker de minkavlere, der ønsker at fortsætte, al mulig held og lykke med det, for jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at vores minkbranche sådan bliver udraderet, siger Per Larsen, der ligeledes sidder i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.
Brug for en snarlig beslutning
Indtil videre gælder forbuddet mod minkavl i Danmark indtil udgangen af 2022. Derefter er det uvist, hvad der skal ske med erhvervet, men begge de nordjyske politikere er klar over, at afventende avlere har brug for et svar af hensyn til deres fremtid, men også fordi der skal forberedes og indkøbes nye dyr, hvis de skal genåbne, og det er afhængigt af sæsoner.
- Det vil vel ske hen over sommeren. Jeg kan godt forstå, at de, der vil starte op, er utålmodige, men ting tager tid, og vi skal have de rigtige vurderinger for at sige ja, siger Bjarne Laustsen.
Politikerne afventer en rapport fra Statens Serum Institut, men et svar hen over sommeren er ikke godt nok for Per Larsen, som vil lægge pres på ministeren.
- Nu kommer der en rapport til maj, og så synes jeg, at i samme øjeblik den lander på bordet, så må man træffe en afgørelse, siger Per Larsen.
Fødevareminister Rasmus Prehn (S) har lørdag udtalt, at han tror på en fremtid for minkerhvervet.