Nordjyske politikere uenige om sundhedsaftale

Er sundhedsaftalen mellem regeringen og DF god for Nordjylland? Det er flere nordjyske politikere ikke overraskende ganske uenige om.

Lukning af regioner, oprettelse af nærhedsfond, samt flere sygeplejesker og praktiserende læger.

Det er nogle af temaerne i den plan, som regeringen og Dansk Folkeparti tirsdag fremlagde på Christiansborg, og som bliver effektueret, hvis Lars Løkke Rasmussen også er statsminister efter det kommende folketingsvalg.

Men er den landsdækkende aftale god for de nordjyske bruger af sundhedsvæsnet? Ja, mener man hos to nordjyske politikere fra regeringens partier.

quote Vi nordjyder kommer til at tabe på regeringens og DFs centraliseringsreform. Det er en helt unødvendig og forkert vej at gå.

Flemming Møller Mortensen, sundhedsordfører for Socialdemokratiet

- Fire ekstra akutberedskaber med ambulancer og lægebiler er højt tiltrængt i Nordjylland, så jeg er rigtig glad for at se, at denne investering er central i regeringens udspil til sundhedsreform. De skal selvfølgelig placeres der, hvor udrykningstiden er højest, så nordjyderne ikke skal vente unødig længe på hjælp, siger Preben Bang Henriksen, folketingsmedlem for Venstre.

Den positive reaktion på aftalen møder man også hos Mia Tang fra et af de øvrige regeringspartier, Det Konservative Folkeparti.

- Det er en kæmpe konservativ sejr, at vi nu får uddannet 160 ekstra praktiserende læger. Omkring 45.000 nordjyder savner at have en privat praktiserende læge, som kender dem. Jeg er selv mangeårig patient og ved, hvor meget det betyder, så jeg er glad på nordjydernes vegne. Vi kan ikke løse lægemanglen med et snuptag, men aftalen er et stort skridt fremad, og når vi samtidig får flere sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, så bliver det bedre at være patient, siger Mia Tang, folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Nordjylland.

Læs reaktioner fra oppositionen under grafikken her.

 
 

Modstand hos S

Hos det største oppositionsparti, kan begejstringen over den nye aftale dog ligge på et lille sted.

Hos Flemming Møller Mortensen, nordjysk sundhedsordfører for Socialdemokratiet, er det nedlæggelsen af regionsrådet som institution, der springer i øjnene.

- Vi nordjyder kommer til at tabe på regeringens og DFs centraliseringsreform. Indflydelse flyttes væk fra os, når vi ikke længere selv kan vælge politikere, som skal træffe beslutninger i forhold til sygehuse og almen praksis. Det er en helt unødvendig og forkert vej at gå, siger Flemming Møller Mortensen, der ærgrer sig over, at regeringen ikke har arbejdet hårdere for en aftale på tværs af midten.

Heller ikke Peder Hvelplund fra Enhedslisten er begejstret for de nye sundhedsplaner.

- Det sidste sundhedspersonalet har brug for er at blive kastet ud i et reformkaos. Arbejdsmiljø og patientsikkerhed er i forvejen presset af, at der i årevis er blevet lagt flere opgaver ud, uden der er fulgt ressourcer med. Sundhedspersonalet drukner i administrative opgaver, som kvæler fagligheden. Der er brug for flere kolleger, både lægesekretærer, sygeplejersker, ergoterapeuter og andet støttepersonale. Der er brug for flere hænder, ikke flere møder og omstruktureringer, siger Enhedslistens sundhedsordfører.

Aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti kan ikke stemmes igennem før et valg, der altså reelt afgør om planerne bliver realiseret.


Seneste nyt

fra Nordjylland