Nordjyske svinebesætninger skal fremtidssikres
Foto: Pressefoto, LandboNord
Flere nordjyske svineproducenter oplever, at de har svært ved at finansiere en medicinsk sanering af deres besætninger. Formand for LandboNords Svineudvalg vil fremtidssikre med flere saneringer.
Hvad er medicinsk sanering?
Ved medicinsk sanering forstås antibiotikabehandling i et veldefineret tidsrum af alle dyr i et staldafsnit eller en aldersgruppe, med henblik på at udrydde en specifik, følsom infektiøs sygdom i en besætning.
Medicinske saneringer giver et kortvarigt, men højt antibiotikaforbrug, og kan derfor i en længere periode efterfølgende trække gennemsnitsforbruget over grænseværdien. Medicinske saneringer forventes efterfølgende at resultere i et stabilt/reduceret baseline-antibiotikaforbrug.
Kilde: Fødevarestyrelsen.
På trods af den forestående højsæson på flæskesteg og andet julemad med svinekød, så er de nordjyske svineproducenter pressede på den pris, som de kan få for deres produkter i øjeblikket. Men det betyder ikke, at man skal sætte udviklingen på standby, mener formand for LandboNords Svineudvalg, Torben Farum. Han ser gerne, at endnu flere nordjyske producenter får mulighed for at sanere sine dyr, så man kan udrydde eventuelle sygdomme besætningen måtte døje med.
- I øjeblikket er der flere producenter, som ønsker en medicinsk sanering, så de får en sundere besætning. Men der er flere udfordringer. Den største for manges vedkommende er simpelthen at få saneringen finansieret i banken, og det er en skam, for det er en af hjørnestenene, hvis vi skal fremtidssikre erhvervet, siger Torben Farum i en pressemeddelelse.
Men det tager tid, før man kan se effekten af en sanering, og det holder mange fra at kaste sig ud i projektet.
- Selvom krisen kradser, så må vi altså kradse igen. Det gør vi bedst ved at gribe fat om nældens rod og finde finansieringen i samarbejde med bankerne, siger Torben Farum.