Nordjyske unge vælger erhvervsuddannelserne til

Nordjylland er den region i landet hvor flest unge vælger at tage en erhvervsuddannelse. På landsplan oplever erhvervsuddannelserne en lille fremgang.

Flere års intensivt arbejde med at gøre erhvervsuddannelserne mere tiltalende ser så småt ud til at bære frugt. Det viser Undervisningsministeriets oversigt over, hvilke uddannelser unge, der afslutter 9. og 10. klasse til sommer har valgt at fortsætte på.

På landsplan falder andelen af unge, der vælger en gymnasiel uddannelse en smule fra 74,3 i 2016 til 74,0 procent i 2017, og de gymnasielle uddannelser er dermed stadig langt den foretrukne vej at gå for de unge. Andelen af unge der istedet vælger erhvervsuddannelser er steget med beskedne 0,1 procent  til 18,5 procent.

I Nordjylland er billedet dog anderledes, og samlet set udgør de 11 nordjyske kommuner den landsdel der i størst grad vælger erhvervsuddannelserne. I 2016 valgte 21,6 procent af de unge, der skulle færdiggøre 9. eller 10. klasse en erhvervsuddannelse, og det er i år steget til 22,2 procent.

Region Sjælland og Region Syddanmark har 21 procent af de unge til at vælge en erhvervsuddannelse og i Region Hovedstaden er det blot 13,2 procent, der vælger fag som murer, tømrer, elektriker eller frisør til og bliver faglærte.

I Nordjylland vælger 72 procent af de unge at gå gymnasievejen. Det er et fald på 0,2 procent.

- Ungdomsuddannelserne tilbyder hver især noget forskelligt.  For mig er det vigtigt, at de unge vælger den uddannelse, som passer til dem og deres kompetencer. Mange unge vælger gymnasiet, fordi de ønsker at være sikre på at kunne læse videre, men det er tydeligt, at flere og flere opdager, at det samme er muligt med eux, samtidig med at man har mulighed for at få et spændende faglært arbejde. Jeg så gerne, at flere valgte en erhvervsuddannelse. Derfor er det vigtigt, at de unge kender de mange muligheder, der følger med en erhvervsuddannelse, så de opdager, at den vej kan være noget for dem, udtaler undervisningsminister Merete Riisager (Lib. All.) i en pressemeddelelse.

Der er i Nordjylland store lokale forskelle på, hvor stor en andel af de unge, der vælger en erhvervsuddannelse efter grundskolen.

I Aalborg er det blot 17,8 procent, der uddanner sig i den retning, og kun lidt flere går fag-vejen i Brønderslev, hvor andelsen er 18,3. Modsat er det i Morsø Kommune 31,6 procent af de unge, der vælger erhvervsuddannelserne til og på Læsø er det massive 52,9 procent. Her er det kun 41,2 der vælger at tage en gymnasiel uddannelse.

Region Nordjylland21,622,2
Brønderslev23,918,3
Frederikshavn24,825,8
Hjørring20,722,1
Jammerbugt23,225,9
Læsø52,952,9
Mariagerfjord29,723,9
Morsø30,931,6
Rebild25,919,6
Thisted25,626,3
Vesthimmerland25,225,5
Aalborg16,317,8

 


Seneste nyt

fra Nordjylland