Nordmændene stormer til sommerhusene i Nordjylland
Sommerhussalget bliver godt hjulpet på vej af nordmændene, der er vilde med Nordjylland. På både vest- og østkysten i Vendsyssel er der melding om storsalg til nordmænd.
Hos EDC Danebo Løkken oplever de i sommerdagene dobbelt så mange henvendelser fra nordmænd omkring køb af sommerhus.
Norske Hege Lundh og hendes mand Rolf Peder er ude og kigge på sommerhus i Løkken. De har selv haft sommerhus i Løkken i to år, og nu hjælper de med at finde et hus til Heges søster.
- Vi trives her. Vi har været på ferie i Danmark, lige siden vi var små. Og så har vi også familie i Danmark, siger Hege Lundh.
De bruger det meste af deres sommerferie i Danmark, hvor de nyder naturen og den korte afstand til byen.
- Vi nyder det gode liv med venner og familie. Vi er meget glade for Danmark. Kulturen er meget lig den norske, og vi forstår dansk, siger Hege Lundh.
Hege og Rolf Peder er blot to af de mange nordmænd, der lige nu kæmper om sommerhusene i Nordjylland.
Både på øst- og vestkysten i Vendsyssel mærker mæglerne lige nu en stor interesse fra nordmænd, der vil købe sommerhus i Danmark. Hos EDC i Løkken kommer der i disse dobbelt så mange nordmænd ind ad døren.
- Vi oplever en stor interesse fra nordmændene. De er meget interesseret i Nordjylland på grund af beliggenheden. Det med, at man kommer tæt på vandet, og man har tæt på byen også, siger Jonas Kjeldsgård Christensen, ejendomstrainee hos EDC Danebo Løkken.
Nordmændene kigger typisk efter de grunde, hvor de selv kan bygge et sommerhus eller dem af høj kvalitet.
- Men ellers kigger de også efter nogle store sommerhuse, hvor der er plads til familie og venner. Det er nemlig ofte, de får besøg i sommerhuset, siger Jonas Kjeldsgård Christensen.
Som nordmand skal man have en særlig tilknytning til Danmark for at få lov til at købe et sommerhus. Det kan typisk være, at de har familie i Danmark eller har boet i Danmark.