Norge vil have nordjyder
Foto: Jesper Lange
Der er masser af jobs til nordjyderne - i Norge vel at mærke. Dem skal Norgekonsulent Stein-Erik Linna i Hjørring nu hjælpe nordjyske ledige med få fingrene i.
Norge hungrer efter arbejdskraft inden for alle faggrupper i øjeblikket. Derfor skal et nyt samarbejde imellem kommunerne i Vendsyssel skaffe nordjyderne del i de norske jobs.
Flere arbejdsløse nordjyder skal satse på et job i Norge. Det mener kommunerne i Frederikshavn, Hjørring og Brønderslev, og derfor har de ansat en fælles Norgekonsulent, der skal etablere relationer og jobkontakter i Norge.
Norgekonsulenten Stein-Erik Linna har været ansat i to måneder, og ifølge arbejdsmarkedschefen i Hjørring Kommune er opstarten gået over al forventning.
- Det er klart en succes indtil videre. Med den interesse og det fokus, der har været både i Norge og her i Danmark, i den offentlige som i den private sektor og fra både arbejdsgivere og fra ledige, så kan vi se, at vi har ramt plet i et udækket behov på tværs af Nordsøen, siger Michael Duus Nielsen, der er arbejdsmarkedschef i Hjørring Kommune.
Norgekonsulenten er fysisk placeret hos jobcentret i Hjørring, men arbejder også i de to andre kommuner. Han har netop været på en rejse til Norge for at tale med myndigheder og potentielle arbejdsgivere.
- Vi har valgt at fokusere på den sydlige del af Norge i første omgang. Dvs. byer som Oslo, Kristiansand, Stavanger og Bergen. Men der er ledige arbejdspladser i hele Norge, siger Norgekonsulent Stein-Erik Linna.
Der mangler lige nu 36.000 personer på det norske arbejdsmarked, og i de kommende år vokser det tal til 200.000. Jobbene er inden for stort set alle faggrupper, og det giver et stort potentiale for nordjyderne.
- Lønningerne i Norge er på et højere niveau, end de danske, skatten er lavere, men bolig koster lidt mere. Og så alle de ting, som vi danskere synes er sjove, de koster en hulens masse penge, siger Stein-Erik Linna.
En af dem, der allerede har søgt arbejde i Norge, er 53-årige Lars Andersen fra Vrå. Han har gået ledig siden maj 2012, da han mistede jobbet som chauffør hos et transportfirma. Efter adskillige jobansøgninger til danske arbejdsgivere, har han nu rettet blikket mod de norske veje og søgt flere stillinger som chauffør.
- Jobmulighederne herhjemme bliver jo mindre og mindre. Østeuropæerne kommer her og tager vores arbejde, så må vi jo være omstillingsparate og finde alternativer, siger Lars Andersen.
Lars Andersen venter nu på svar fra de norske arbejdsgivere.
De tre kommuners målsætning er, at 200 nordjyder skal i job i Norge via samarbejdet i løbet af de næste to år.