Nørresundby Bank nedlægger tre afdelinger

Vadum, Lindholm og Grønlands Torv i Aalborg mister nu hver deres afdeling af Nørresundby Bank. 12 stillinger nedlægges i samme ombæring, oplyser banken.

Det er kundernes brug af bankens selvbetjeningstilbud samt rettidig omhu, der ifølge banken er hovedårsager til slankningen af bankens afdelingsstruktur, der også betyder farvel til 12 stillinger.

Direktør Andreas Rasmussen understreger, at banken fastholder den positive forventning om et primært resultat på 140-160 mio. kr. for 2012

- Vi har igennem flere år kunnet observere, at langt de fleste af vores bankkunder er blevet fortrolige med vores selvbetjeningstilbud i det daglige, ligesom kunderne begrænser antallet af fysiske besøg i vores afdelinger. Samtidig må vi også forberede os på at tjene færre penge på udlån, fordi danskerne generelt ikke låner så meget i disse år, begrunder bankdirektør Andreas Rasmussen beslutningen om at trimme bankens afdelingsnet en anelse i og omkring Aalborg i en pressemeddelelse.

De tre afdelinger, der lukkes i løbet af foråret, er afdelingerne i Vadum, Lindholm og på Grønlands Torv i Aalborg. Kunderne fra de tre afdelinger vil naturligvis blive yderligere orienteret pr. brev.

Konsekvensen af de tre lukninger er, at der inklusiv naturlig afgang og frivillige fratrædelsesordninger nedlægges det, der svarer til 12 fuldtidsstillinger rundt om i hele organisationen, der i dag tæller 259 medarbejdere.


Seneste nyt

fra Nordjylland