NT om nye regler: - Buschaufførerne skal ikke være politibetjente
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Tirsdag morgen trådte nye regler i kraft vedrørende den kollektive trafik i Nordjylland. Nu må pendlere med en kritisk jobfunktion gerne krydse kommunegrænserne med offentlig transport, så længe de kan fremvise et dokument fra arbejdsgiver - og det bliver på eget ansvar at overholde reglerne, lyder det fra Nordjyllands Trafikselskab.
En seddel fra din arbejdsgiver der fortæller, at du gerne må krydse kommunegrænsen grundet din jobstilling, der varetager en kritisk funktion, er nu, udover busbilletten, det eneste du skal have med for at krydse de nordjyske kommuner med offentlig transport.
Således kunne Nordjyllands trafikselskab meddele tirsdag morgen, dagen efter de nye nordjyske restriktioner trådte i kraft.
Eget ansvar at håndhæve
Hvorfor buschaufførerne på de pågældende ruter i sidste ende bestemmer hvorvidt en passager må krydse grænsen eller ej, er det dog op til den enkelte selv at overholde restriktionerne. Hvis man medbringer et dokument, der påviser jobbets kritiske funktion, er det gyldighed nok. Den enkelte buschauffør går ikke ind og vurderer validiteten, fortæller pressechef ved Nordjyllands Trafikselskab Mette Henriksen.
- Det eneste vores chauffører gør er at gå i dialog med kunderne om, hvordan restriktionerne er. Buschaufførerne skal ikke lege politibetjente, men blot vejlede, tilføjer hun.
Nordjyllands Trafikselskab har lagt en skabelon på på deres hjemmeside, som et bud på, hvordan en sådan seddel kan se ud. Mette Henriksen understreger dog, at der ikke kun er én rigtig måde, sedlen kan se ud på, og at den blot skal kunne bekræfte, at man varetager en kritisk jobfunktion.