Nu bliver det igen sikkert at gå i vandet
Fra i dag åbner livreddertårnene på nogle af de mest populære badestrande landet over.
Sommer, sol og varme betyder for de flestes vedkommende også afkølende badeture i havet. Enhver, der har brugt tiden på andet end kun at købe is ved Vesterhavet, vil da også vide, at man flere steder ved de danske kyster skal tænke sig om, når man går i vandet.
For at holde de badelystne danskere sikre finder man derfor flere steder livreddere langs kysten. Og i dag hejser TrygFonden Kystlivredning flaget i sine 36 livreddertårne på nogle af de mest populære badestrande landet over. Frem til midten af august vil de specialuddannede livreddere holde øje med badegæsterne på strandene og havnebadene alle ugens dage fra klokken 11-19.
- Vores kystlivreddere hjælper med stort og småt, og de kender stranden godt og kan oplyse om de lokale forhold. Desuden er de trænet i at træde til, hvis der opstår farlige situationer på stranden. Vi anbefaler derfor alle – også rutinerede svømmere – at vælge en strand med livreddere. For selv mange års erfaring er ingen garanti for, at man ikke kan komme i vanskeligheder, siger Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat, TrygFonden Kystlivredning i en pressemeddelelse.
I Nordjylland finder du TrygFondens kystlivreddere ved følgende strande: Blokhus Strand, Løkken Strand, Tversted Strand, Sønderstrand i Skagen, Tornby Strand, Grenaa Sydstrand, Palmestranden i Frederikshavn.