Nu har halvdelen af nordjyderne fået mindst ét stik - men en kommune "halter bagud"

50,7 procent af nordjyderne har nu modtaget mindst en dosis covid-19-vaccine - og snart inviteres den sidste gruppe.

Massevaccinations-programmet mod covid-19 har rundet et skarpt hjørne her i Nordjylland.

50,7 procent af de lige knap 600.000 personer, der har adresse i vores dejlige landsdel har nu modtaget mindst en dosis vaccine, der skal beskytte mod covid-19. Og 28,6 procent er færdigvaccinerede.

Tallene dækker dog over nogle ret store kommunale forskelle som man kan se på kortet herunder. Her stikker Læsø Kommune, hvor alle er blevet inviteret til vaccination, ud til den høje ende - og Aalborg Kommune stikker ud i den lave ende. Det er der dog en god forklaring på, som vi vender tilbage til.

Mellem de to yderpoler ligger de resterende ni nordjyske kommuner relativt tæt. Her er mellem 49,3 og 60,0 procent af borgerne blevet stukket mindst en gang - og mellem 26,9 og 33,3 procent kan kalde sig færdigvaccinerede. Hvordan det ser ud i din kommune, kan du se på kortet herover.

Forklaringen på at Aalborg Kommune "halter bagud" i vaccinationsprogrammet er faktisk ganske logisk. Det forklarer chefkonsulent i Region Nordjylland Anders Cinicola:

- Der bor relativt flere unge mennesker i Aalborg Kommune og specielt i selve Aalborg, så vi er ikke kommet så langt der som vi er på for eksempel Mors hvor en større del af befolkningen hører til de ældre målgrupper, lyder det.

- Derfor er Aalborg Kommune lidt mere lysegrøn, når man kigger på et kort, men det betyder så også, at vi kommer til at vaccinere relativt mere i Aalborg Kommune i den kommende tid - og til syvende og sidst bliver alle kommuner færdige nogenlunde samtidig, forklarer Anders Cinicola videre.

Næstsidste målgruppe får stik

Den store vaccinationsindsats koncentrerer sig i disse dage og uger om de såkaldt 10D-målgrupper. Det er alle danskere under 50 år inddelt i grupper bestående af en yngre målgruppe og en ældre målgruppe. For eksempel er gruppe 10D1 de 16- til 19-årige og de 45- til 49-årige. I gruppe 10D2 og 10D3 er der på samme måde et "hul" mellem de to aldersgrupper og 10D4 er så den sidste gruppe: De 30- til 34-årige.

Der er endnu ingen fra gruppe 10D4 der er blevet inviteret eller vaccineret - med mindre de har modtaget en frivillig vaccine eller er frontpersonale, men over hele landet er invitationer og stik blevet delt ud til de første personer i gruppe 10D3 og her i Nordjylland er der 3,5 procent af målgruppen, der har fået mindst et stik.

- Vi har inviteret de fem første årgange i gruppe 10D3 og de skal så vaccineres over de kommende uger, forklarer Anders Cinicola som videre siger at mange af de personer fra målgruppen, der allerede nu figurerer i den centrale statistik som færdigvaccinerede - 3,1 procent af målgruppen - med al sandsynlighed har fået deres vaccinestik i den tilvalgsordning med Johnson & Johnson samt AstraZeneca-vaccinerne. Det er de to vacciner, der er godkendt europæisk, men som er taget ud af det massevaccinations-programmet på grund af risikoen for alvorlige bivirkninger.

Med hensyn til den sidste målgruppe - de 30- til 34-årige i gruppe 10D4 - tør chefkonsulenten ikke sætte et kryds i kalenderen på en dag i fremtiden hvor de invitationer bliver sendt ud:

- Vi mangler stadig at invitere nogle årgange i de andre målgrupper og så kommer det jo også an på hvilke leverancer vi får og hvilken tilslutning der er, forklarer Anders Cinicola og peger på at tilslutningen til vaccineprogrammet er rigtig høj her i Nordjylland.

Andet stik "forsinker" fremdriften

Samlet har 299.111 nordjyder modtaget mindst et stik, viser opgørelsen fra søndag. Det tal er steget med højt tempo siden starten af maj, men tempoet vil i de kommende uger falde fordi de mange, der har fået første stik den sidste tid jo også skal have deres andet stik.

Og sundhedsmyndighedernes store vaccinekalender, der er blevet ændret og forsinket efterhånden mange gange siger altså stadig at det først er mod slutningen af september at alle, der ønsker det, er færdigviccinerede.

- Igen kommer det til at handle om leverancerne. Vi kommer til at give mange deres første stik i de kommende fire uger, men hvis leverancerne falder lidt, og det er der desværre noget der tyder på, så skal vi jo reservere de doser til personer, der skal have deres andet stik, forklarer Anders Cinicola.

Få indlagte i hele landet

Mens det skrider støt fremad med at få danskerne vaccineret, er der hver dag stadig danskere, der får et testsvar tilbage som viser, de er smittet med covid-19. Og der er stadig danskere, der har så svære symptomer af sygdomen, at de må indlægges.

I Nordjylland er antallet af indlagte i øjeblikket stabilt og langsomt faldende - og sådan har det været i en længere periode. I opgørelsen søndag var antallet af indlagte 15 hvoraf de fem er indlagt på intensiv. 

Flere nordjyske kommuner skiller sig negativt ud, når man kigger på incidenstallene. Frederikshavn og Jammerbugt indtager lige nu pladserne som nummer 2 og 3 på listen over kommuner med den højeste incidens, men det er værd at bemærke, at tallene helt overordnet er lave. Frederikshavn Kommune har en incidens på 82,3 smittede pr. 100.000 indbyggere over de sidste syv dage. I Jammerbugt Kommune er incidensen på 70,5. De tal dækker over at henholdsvis 49 og 27 personer er konstateret smittet i de to kommuner.

Mariagerfjord Kommune og Aalborg Kommune indtager henholdsvis 9. og 11. pladsen på listen over kommuner og herefter skal man helt ned på 29. pladsen for at finde den næste nordjyske kommune, Morsø, der har en incidens på beskedne 34,6 - og de resterende seks kommuner har altså en endnu lavere smitte.


Seneste nyt

fra Nordjylland