18:52

Video: TV 2

Nu kan du købe nytårskrudt: Men ved du, hvornår du må fyre det af?

Har du styr på reglerne, når det kommer til køb af fyrværkeri? Og kender du de fem fyrværkeriråd?

Få en forsmag på nytåret i videoen herover hvor man ser 2017 blive skudt ind - fra toppen af Hotel Hvide Hus i Aalborg.

Julen lurer lige rundt om hjørnet og det betyder jo - som det gør hvert år - at nytåret lurer lige rundt om næste hjørne.

For mange er nytårsaften lig med fest, champagne, sjove hatte og ikke mindst fyrværkeri. Og hvis du er bidt af en gal fyrværker kan du fra nu af begynde at shoppe til den store aften.

Siden 2014 har reglerne for salg af fyrværkeri nemlig været sådan, at det først er fra 15. december at man som forbruger lovligt kan købe fyrværkeri. Det skal man så have gjort inden 31. december som er sidste chance for at købe krudt i næsten et år.

Men ved du så, hvornår du må fyre krudtet af? Det kom der nemlig også regler for i 2014. For helt almindelige danskere er svaret, at det må du fra 27. december til 1. januar - altså på årets sidste fem dage og så lige henover midnat på årets første dag.

Tjek dit fyrværkeri

Det er altså nu, handlen er skudt igang mens du altså selv må vente til efter jul med at skyde af. Og ved du så, hvad du må skyde af? Det korte, logiske, meeeen lidt kryptiske svar er: Kun lovligt fyrværkeri. 

Og hvad er så lovligt fyrværkeri? Den nemmeste måde at forklare det på er, at lovligt fyrværkeri er CE-mærket. Hvis det ikke er CE-mærket, er det ikke lovligt i Danmark.

Derudover er det vigtigt, at dit krudt er købt i Danmark og at der medfølger en brugsanvisning på dansk, som angiver hvilken sikkerhedsafstand man skal have til fyrværkeriet. Det betyder altså, at fyrværkeri, der er købt lovligt i udlandet - og som måske er CE-mærket - ikke kan fyres lovligt af i Danmark.

Husk sikkerheden

Nytårsaften er der cirka fire gange så mange opkald til alarmcentralen på 1-1-2 som på en almindelig dag, og mange af opkaldene handler desværre om fyrværkeriskader og brande forårsaget af fyrværkeri. Da 2017 blev til 2018 kom mindst 117 personer til skade som følge af fyrværkeri, og selvom det kan være meget svært - hvis ikke umuligt - at komme alle skader til livs, så kan de fem fyrværkeriråd hjælpe os et langt stykke. Læs dem herunder.

De fem fyrværkeriråd:

Brug altid beskyttelsesbriller

Dette råd er det allervigtigste! Desværre havde kun 10% af de alvorligt tilskadekomne i nytåret 2016/17 beskyttelsesbriller på. Lige meget om du selv fyrer af eller bare er tilskuer, er det vigtigt at bære beskyttelsesbriller. Hvert år rammes mellem 200 og 300 personer af skader fra fyrværkeri eller dele af fyrværkeri. Hver fjerde får øjenskader, og en del af skaderne rammer tilskuere til fyrværkeriet.

 

Brug kun lovligt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri

Ulovligt eller hjemmelavet fyrværkeri kan eksplodere op i hovedet på dig. Derfor skal du kun anvende lovligt fyrværkeri. Lovligt fyrværkeri har et CE-mærke. Hvis ikke det har et CE-mærke, er fyrværkeriet ulovligt, og du må ikke anvende det. Derudover skal der medfølge en brugsvejledning på dansk, som angiver sikkerhedsafstanden til fyrværkeriet. Du må ikke indføre fyrværkeri til Danmark – altså tage fyrværkeri, du har købt i udlandet, med hjem til Danmark. Det gælder også CE-mærket fyrværkeri.
 

Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden

1 ud af 4 fyrværkeriskader er håndskader. Fingre eller hele hånden kan blive sprængt sammen med skytset. Du skal behandle fyrværkeriet som brugsanvisningen anbefaler – sæt raketten i en holder, sørg for at batteriet står godt fast og lad solene ligge, mens du tænder. Hvis du holder tændt fyrværkeri i hånden, kan det nemt blive det sidste, du bruger den til.
 

Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet

Det er også vigtigt, at du ikke læner dig ind over fyrværkeriet, når du tænder det. Sørg for at have en tændpind, der ikke går ud, når det blæser og hold sikkerhedsafstanden, når fyrværkeriet er antændt. På alt godkendt fyrværkeri kan du læse, hvilken sikkerhedsafstand du skal holde til fyrværkeriet.

 

Gå aldrig tilbage til en fuser

Man kan ikke stole på en fuser! Den har én gang bevist, at der er noget galt, og så skal du være på vagt. Den kan gå af, når du mindst venter det. Lad den ligge i første omgang. Senere skal du sørge for, at den bliver fjernet, så der ikke er en anden, der kommer til skade. Brug evt. en skovl og en spand.

 

Kilde: fyrvaerkeri.dk