Nu må du fyre fyrværkeri af – og nordjyderne forventes at bruge flere penge på krudt end gennemsnittet
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Jyder og fynboer bruger generelt flere penge på fyrværkeri en sjællændere, lyder det fra Dansk Erhverv.
Salget af fyrværkeri har været i gang siden den 15. december, men det er først fra i dag, den 27. december, at det lovligt at fyre krudt af.
I år ser det ud til, at danskerne vil bruge en anelse færre penge på fyrværkeri sammenlignet med sidste år.
Ifølge en analyse fra Dansk Erhverv forventer danskerne samlet at bruge 400 millioner kroner på fyrværkeri, og det er 4 procent færre end i 2018.
- Vi ser en tendens til at folk holder lidt mere på pengene end de gjorde sidste år, hvilket kan skyldes den faldende forbrugertillid, der har ramt dansk økonomi. Forbrugerne er bekymrede for de økonomiske fremtidsudsigter, og af den grund kan en række danskere være tilbageholdende med at bruge lige så mange penge på fyrværkeri, som de tidligere har gjort, siger politisk konsulent i Dansk Erhverv, Can Sarialtun.
I gennemsnit forventes danske husstande at bruge 150 kroner på fyrværkeri. Nordjyderne ser imidlertid ud til at bruge en anelse flere penge i gennemsnit på fyrværkeri. Her forventes det at husstandene vil bruge i gennemsnit 155 kroner.
- Vi ser, at jyder og fynboer bruger flest penge på fyrværkeri, mens sjællænderne er de mest tilbageholdne, når det handler om at skyde det nye år i gang med nytårskrudt, siger politisk konsulent i Dansk Erhverv, Can Sarialtun.
Selvom det kan være festligt med nytårskrudt, så kan festlighederne let få en kedelig udgang. Nytårsaften er der ifølge Beredskabsstyrelsen 16 gange flere brande sammenlignet med en almindelig aften.
Det er lovligt at skyde fyrværkeri af frem til den 1. januar.
5 råd til affyring af fyrværkeri
- Brug altid beskyttelsesbriller
- Brug kun godkendt og ALDRIG hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri
- Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden
- Hold sikkerhedsafstand
- Gå aldrig tilbage til en fuser
Kilde: Nordjyllands Beredskab