Nu skal Aggersundbroen repareres
Foto: Michael Kragmann
Vejdirektoratet går i begyndelsen af maj i gang med et større reparationsarbejde af brodækket på Aggersundbroen. Arbejdet skal sikre holdbarheden af broens betondæk i de kommende årtier.
30 år mere. Så længe forventer Vejdirektoratet, at Aggersundbroen kan holde endnu efter de kommende reparationer, der påbegyndes i maj.
Den eksisterende belægning og fugtisolering på Aggersundbroen skal brydes op og udskiftet. Arbejdet går i gang den 4. maj og forventes afsluttet i slutningen af september 2015. Arbejdet vil stå stille henover sommerferien i juli og august.
- Renoveringen af broen er helt nødvendig, og vi forsøger naturligvis at gøre arbejdet færdigt så hurtigt som muligt. Vejdirektoratet beklager de gener, arbejdet medfører for såvel trafikanter som naboer til broen, siger projektleder Christian Bugge Hansen.
Broen vil være åben for trafik gennem hele arbejdsperioden, men der vil være nogle gener for bilisterne på rute 29 ved Aggersund undervejs. Det drejer sig blandt andet om perioder med smallere vejbaner og nedsatte hastigheder.
Derudover vil der være kortvarige spærringer af broen om natten. Det vil gælde for alt trafik undtagen politi og ambulance. Natspærringerne varsles ved skiltning og på www.trafikken.dk.
Renoveringen af Aggersundbroen skulle egentlig allerede være foregået sidste sommer, men Vejdirektoratet udsatte arbejdet efter ønske fra kommuner og landbrug i regionen, der var bekymret for de konsekvenser, arbejdet ville få for trafikken over den centrale bro.