Ny australier til Fortuna
Topholdet Fortuna Hjørring nåede at hente ny landsholdsspiller til truppen, inden transfervinduet lukkede.
Fortuna Hjørring har skrevet kontrakt med den 23-årige australske defensive midtbanespiller Lauren Colthorpe. Hun har spillet 16 kampe for det australske landshold. Lauren Colthorpe blev hentet til Fortuna Hjørring i sidste øjeblik inden transfervinduet lukkede.
- Vi er i forvejen særdeles godt rustet på netop den defensive midtbane, men da Portia Modise har været ude for et trafikuheld, og vi endnu ikke helt kender hendes tilstand, har vi valgt at gardere os ekstra med Lauren Colthorpe, siger manager i Fortuna Hjørring, John Robert Larsen i en pressemeddelelse.
Fortuna Hjørring ligger lige nu på andenpladsen i 3F Ligaen. Den nye australske midtbanespiller har i sin landsholdskarriere scoret to mål. Det ene var på hovedstød i kvartfinalen ved VM i 2007, hvor hun udlignede til 2-2 mod Brasilien. Brasilien vandt dog kampen 3-2.
- Vi har efterhånden en mange-årig tradition for at have australske spillere på holdet, og da vi måtte se i øjnene, at Diana Alagich var blevet så skadet, at hun alligevel ikke kunne spille for os, var gode råd dyre, siger John Robert Larsen.