Ny borerig til Hirtshals
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Hirtshals får besøg af Mærsk Giant, når boreriggen i foråret skal renoveres.
Tidligere i år gennemgik Mærsk Guardian en stor renovering i Hirtshals. Nu har Mærsk valgt at lade søsterriggen Mærsk Giant gennemgå den samme renovering. At det er en stor aftale for Hirtshals hersker der ingen tvivl om. Ifølge Mærsk vil prisen løbe op i omkring 400 millioner kroner, og cirka 600 personer vil være involveret i arbejdet.
- Vi valgte Hirtshals til dette projekt, fordi de gav os det bedste tilbud, men også fordi vi havde stor succes med den tilsvarende opgradering af søssterriggen MÆRSK GUARDIAN, da den fandt sted i Hirtshals i sommeren 2011. Vores oplevelse var dengang, at hele byen udviste stor imødekommenhed, samtidig med at Hirtshals kunne opfylde vores krav til faciliteter, infrastruktur og know-how. Derudover har vi adgang til den nødvendige ekspertise hos leverandører i Nordjylland til at løse de teknisk udfordrende opgaver, vi står overfor". udtaler Frederik Smidth, teknisk chef for Maersk Drilling
Under ombygningen vil der være etableret en midlertidig landsby på havnen, som kan bespise ca. 100 personer ad gangen og har badefaciliteter til 200 personer.
Og i Hirtshals jubler man over udsigten til en nyborerig.
- Vi mærkede sidste sommer, hvor vi havde besøg af en anden borerig, hvordan vores restaurant var fyldt både morgen, middag og aften. De arbejder i holdskift, så det passer helt perfekt for en restaurant som vores. Eftersom det er i foråret denne gang, så kan det meget vel betyde, at vi skal ud og ansætte mere personale, siger Ejvind Kjeldsen Jensen, Restauratør, Restaurant Lilleheden til TV2/Nord.