Ny formand for Løkken Sparekasse

Direktør Ole Jørgensen fra Spar Nord Fonden hentes ind som formand for bestyrelsen i "den røde del" af sparekassen.

Det bliver en erfaren bankmand, der skal stå i spidsen for den nye bestyrelse for Løkken Sparekasse. Direktør Ole Jørgensen er udpeget til posten som formand for "den røde del" af sparekassen - altså den del, hvor alle tabene er samlet. Den anden del af sparekassen - "den grønne del" - skal sælges, og her er udbudsmaterielt netop blevet færdigt.

Ole Jørgensen har tidligere været administrerende direktør i Spar Nord Bank, og i dag er han direktør i Spar Nord Fonden.

Udover Ole Jørgensen indtræder direktør Niels Olsen fra Afviklingsselskabet til Sikring af Finansiel Stabilitet A/S i bestyrelsen. Det er dette selskab, der skal stå for afviklingen af "den røde del".

Udover de to nyudnævnte fortsætter seks medlemmer af Løkken Sparekasses bestyrelse, mens de tre medarbejderrepræsentanter udtræder. Det oplyser bestyrelsesmedlem Knud Rødbro til TV2/Nord.

Samtidig med ændringerne i bestyrelsen er der også udnævnt en ny daglig direktør i Løkken Sparekasse. Det er den 61-årige direktør Ole Bjerg, der kommer fra Nordea i Holstebro.


Seneste nyt

fra Nordjylland