Foto: TV2/Nord

Ny handelsformand

Hjørring Handelsstandsforening har fået ny formand. Per Boe Larsen afløses med øjeblikkelig virkning af næstformand Allan Sørensen.

Den øvrige bestyrelse har opfordret Per Boe Larsen til at trække sig i god tid, så en ny formand kan blive kørt i stilling inden forårets generalforsamling, men sommerens sponsorballade under Dana Cup har tilsyneladende også spillet en rolle. Det skriver NORDJYSKE Stiftstidende.

- Jeg mener, at formanden har haft for mange kasketter på, og Intersport har i protest meldt sig ud af handelsstandsforeningen, siger indehaver af Intersport Hjørring, Claus Schlie til NORDJYSKE. Han er også formand for bestyrelsen i Metropol.

Claus Schlie bakker op om den nye formand, og melder sig nu ind i foreningen igen.

Per Boe Larsen, der også er formand for Fortuna A/S afviser overfor NORDJYSKE Stiftstidende, at sponsorstriden har fået ham til at trække sig før tid, men han bekræfter, at bestyrelsen har opfordret til et formandsskifte.