Ny kampagne skal redde liv på sygehuse
Nordjyske sygehuse deltager i en landsdækkende kampagne, der skal forhindre utilsigtede dødsfald.
Dødsfald kunne være undgået
Kampagnen starter i dag, og den bliver sat i gang i erkendelse af, at mange dødsfald på landets sygehuse kunne være undgået.
"Operation Life"
Navnet på kampagnen er "Operation Life", og den skal få sygehuspersonalet til at være ekstra opmærksom på de situationer, der kan føre til forværring i en patients situation.
Forebygge dødsfald
Målet er at forebygge 3.000 dødsfald på de danske sygehuse i de 18 måneder, kampagnen strækker sig over.
- Når man er indlagt på et sygehus, skulle man gå ud fra, at der ikke sker ting, der forværrer ens situation, siger sygehuschef Kurt Nielsen fra Sygehus Thy-Mors.
Fokus på seks områder
Konkret sætter kampagnen fokus på seks områder, hvor der har vist sig at være en risiko. De seks områder er:
Forebyggelse af hjertestop på sygehuset
Forebyggelse af fejl i medicinen
Optimal behandling af patienter i respirator
Optimal behandling af patienter med blodprop i hjertet
Forebyggelse af infektioner hos kritisk syge patienter
Optimal behandling af patienter med blodforgiftning