Ny lov sikrer lige fradrag for søfolk
Foto: TV2 Nord
Tilbage i 2005 mistede blandt andet søfolkene på havundersøgelsesskibet Dana det store sømandsfradrag, mens andre søfolk beholdt det.
Det skal være slut med forskelsbehandling af søfolk. Fredag har Folketinget vedtaget en ny lov, der udvider sømandsfradraget, og dermed ligestiller søfolk på forsknings- og havundersøgelsesskibe med traditionelle søfolk.
- Vi har brugt en frygtelig masse tid på det, så selvfølgelig er det en lettelse. På en skal fra 1 til 10 over hvor glad jeg er, må det være en 10’er, siger Per Christiansen, der er hovmester på havundersøgelsesskibet Dana.
Tilbage i 2005 mistede blandt andet søfolkene Dana det store sømandsfradrag, som folkene ombord på Skoleskibet Danmark fik lov at beholde. Lige siden har de kæmpet for at få det tilbage og det nu lykkedes.
Det socialdemokratiske medlem af Folketinget Bjarne Laustsen er en af de politikere, der har kæmpet for at få den nye lov i gennem.
- Vi må være glade for, at der er blevet lyttet, således at en urimelighed kan blive gjort om, og der er et stort flertal i Folketinget for, at der endelig nu siges ja til at rette op på fejlen, skriver han i en mail til TV2 Nord.