Ny lov skal sikre mod vanvidsbillisme

Fredag landede en bred aftale om højere straffe til vanvidsbillister. Konfiskering af køretøjer og højere straffe er begge en del af aftalen.

En bred aftale er fredag blevet vedtaget på Christiansborg om at skærpe straffen for såkaldt vanvidsbillisme. Derudover har politiet nu mulighed for at konfiskere bilen, ligegyldigt om det er ejeren, der sidder bag rattet eller ej.

- Det er en rigtig god aftale, som virkelig vil betyde, at vi får sat ind overfor vanvidskørsel, siger justitsminister Nick Hækkerup (S) til TV 2.

Strengere straffe skal virke præventivt

Definitionen på, hvornår noget er vanvidsbillisme kan variere, men en tommelfingerregel lyder, at bliver der kørt over 100 kilometer i timen samtidig med, at den lokale fartbegrænsning overskrides med 100 procent, vil der være tale om vanvidskørsel. Hvis der for eksempel bliver kørt 101 kilometer i timen i en byzone, hvor hastighedsgrænsen er på 50 kilometer i timen, er det vanvidskørsel.

Blandt andet bliver normalstraffen for uagtsomt manddrab i forbindelse med vanvidskørsel hævet fra 1,5 års fængsel til 3,5 års fængsel. 

Det nordjyske folketingsmedlem Preben Bang Henriksen (V), der er formand for retsudvalget, ser særdeles positivt på den nye aftale.

- Der er ingen tvivl om, at straffen har været alt for lav i disse tilfælde og helt ude af trit med befolkningens retsopfattelse ved en så grov forbrydelse med så store konsekvenser, siger Preben Bang Henriksen til TV2 Nord.

Konfiskering af køretøjer

Indtil nu har det kun været muligt for politiet at konfiskere køretøjet, der bliver brugt til vanvidskørsel, hvis det var ejeren selv, der sidder bag rettet. Men i den nye aftale, vil politiet være i stand til at konfiskere bilen, upåagtet hvem der kører bilen.

- Det er en meget alvorlig bestemmelse, siger Preben Ban Henriksen og fortsætter:

- Fremover må man i den grad passe på, hvem man låner sin bil ud til.

Leasingselskaber har længe været kritiske overfor denne model, da det ofte er leasede biler, der bliver brugt til vanvidskørsel. Men i den nye aftale er der også tænkt på leasingselskaberne. De vil fremover, med kundens samtykke, få adgang til kundens private straffeattest for at se, om personen er straffet for lignende tidligere. Derudover vil leasingselskaberne også kunne få adgang til kundens økonomiske forhold, så de kan vurdere, om kunden reelt har økonomi til at indgå en leasingaftale.

Her er de vigtigste dele af aftalen:

Skærpede straffe

Straffene for lovovertrædelser begået i forbindelse med vanvidsbilisme bliver skærpet over hele linjen. Her er nogle eksempler:


- Straf for uagtsomt manddrab skærpes med 150 procent til et udgangspunkt på mellem tre år og fire måneder og tre år og ni måneder.


- Straf for anden legemsbeskadigelse skærpes med 100 procent.


- Straf for flugtbilisme skærpes med 50 procent til et udgangspunkt på tre til fem måneders fængsel.


- Høje hastighedsforseelser, chikanekørsel og ulovlig kapkørsel udløser 20 dages ubetinget fængsel i stedet for blot bødestraf. Samtidig frikendes kørekortet i minimum tre år.

Konfiskering af biler

Fremover skal biler, der anvendes til vanvidskørsel, i udgangspunktet konfiskeres, uanset om føreren er ejer af bilien.

Leasingselskab får adgang til kunders økonomi

Leasingselskaber vil fremover med kundens samtykke kunne få adgang til vedkommendes økonomiske forhold direkte fra Skatteforvaltningen, så de kan tjekke, om kunden reelt har økonomi til at indgå en leasingaftale.

Overtrædelser skal på straffeattesten

Færdselsovertrædelser, der har medført en ubetinget fængselsstraf, vil fremover skulle fremgå af den private straffeattest.


Det betyder, at leje-, leasing- og delebilsbranchen fremover vil få mulighed for at undersøge, om en person, der ønsker at lease eller leje en bil, tidligere er dømt for vanvidskørsel.

Udlændinge udvises

Udlændinge der kører vanvidskørsel vil, så vidt det er muligt, blive udvist.


Seneste nyt

fra Nordjylland