LIGE NU:

Ny melding: Erhvervsministeren ønsker ikke at begrænse udlejningsperioden for sommerhuse

Erhvervsminister Simon Kollerup har onsdag aften meldt ud, at han ikke ønsker at begrænse sommerhusejernes mulighed for at udleje deres sommerhuse, som Erhvervsstyrelsen foreslog i september.

Efter ugers kritik og diskussion melder erhvervsminister Simon Kollerup (S) nu ud, at det skal være muligt at udleje sit sommerhus i op til 41 uger.

Som TV2 Nord tidligere har beskrevet, har et udkast til en vejledning om danskernes sommerhusudlejning siden september været i høring. Efter at have hørt alle parter i sagen har erhvervsministeren nu lagt sig fast på en vejledende grænse på 41 uger.

Tidligere på efteråret foreslog Erhvervsstyrelsen en grænse på 35 uger, men efter høringen står det ifølge Simon Kollerup klart, at det kan få store konsekvenser for turismen. Derfor vil Erhvervsstyrelsen nu ændre vejledningen.

- Vigtigt med balance

Erhvervsministeren understreger onsdag aften, at turismen er afgørende i Danmark og især de mindre byer i landdistrikterne, men at en balance i udlejningsreglerne er nødvendig.

- Danmark er et skønt ferieland, og mange butikker og erhvervsdrivende er afhængige af den danske turisme. Der er afgørende, at vi fremmer virkelysten og driften i vores små byer. Derfor er det vigtigt, at vi finder den rigtige balance. Så sommerhusejerne får frihed til at leje deres huse ud, når de ikke bruger det selv, og dermed hjælper med skabe liv i ferielandet. Men hvor vi samtidig beskytter sommerhus-Danmark mod erhvervsmæssig udlejning, siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Han peger på, at landområderne stadig er økonomisk bagud efter finanskrisen. 

- Opsvinget kom relativt hurtigt i de større byer, mens landområderne haltede efter. Det mønster skal vi ikke gentage med den krise vi står i nu. Derfor vil være en mærkeligt tidspunkt at begrænse udlejningen af sommerhuse på et tidspunkt, hvor vi gerne vil hjælpe de tyndtbefolkede områder godt gennem corona.

Nordjyske folketingsmedlemmer kaldte minister i samråd

De seneste uger har sommerhuserhvervet, flere kommuner og politikere rejst kritik af Erhvervsstyrelsens forslag. Midt i oktober indkaldte de nordjyske venstremedlemmer Anne Honoré Østergaard og Torsten Schack Pedersen repræsentanter fra sommerhuserhvervet i Nordjylland, for at høre deres syn på erhvervsstyrelsens forslag, om at sænke udlejningsperioden.

Ifølge venstrepolitikerne ville en indskærpelse på seks uger kunne koste en kommune som Jammerbugt Kommune op til 400 millioner kroner om året. Ud over sommerhusudlejning mente man, at følgeerhverv, som de lokale købmænd eller forlystelsesparker, kunne blive ramt af en kortere udledningsperiode.