Ny minister fortryder interview

 Ny minister fortryder interview

Den nye nordjyske transport- og energiminister Jakob Axel Nielsen fortryder, at han gav interview om sin nye ministerrolle allerede inden han ankom til Danmark.

Der har været et begivenhedsrigt døgn for Danmarks nye transport- og energiminister.

Jakob Axel Nielsen (K) blev fløjet hjem fra en rejse til
Taiwan, blev præsenteret for dronningen og mødte den
karismatiske brasilianske præsident, Luiz Inácio Lula da Silva. Selv mener den nye minister, at det er gået godt. Der er kun én ting, som han gerne ville have gjort om.

- Jeg fortryder nok, at jeg stod nede i Frankfurt Lufthavn og gav et interview til P4, før det egentlig var officielt. Men jeg blev lidt overvældet over de mange sms'er, der sagde tillykke, siger Jakob Axel Nielsen til Ritzau.

Han skulle torsdag tale om dansk energipolitik ved et
arrangement i Dansk Industri foran repræsentanter for
brasilianske og danske virksomheder. Det er en ny rolle for Jakob Axel Nielsen, men det er ikke noget, der skræmmer ham.

- Den største udfordring er at håndtere alle de mange
journalister, der gerne vil have nogle politiske udmeldinger. Man kan nogle gange godt sige noget for sjov. Men man skal veje
sine ord meget tungt. En sjov bemærkning kan godt være lidt afvæbnende, men den kan også blive forstået forkert, siger Jakob Axel Nielsen om sin nye ministerrolle.
/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland