Ny prognose: Lægemangel forværres markant
Foto: (Arkivfoto)
Er det svært at få tid hos lægen? Er der langt mellem lægerne i landområderne? Så er det intet i forhold til, hvordan situationen ser ud om 20 år, for der vil der mangle 5.500 læger i forhold til danskernes behov for lægehjælp.
Der vil komme til at mangle mange læger i fremtiden. Sådan lyder konklusionen fra Yngre Læger i den første prognose af sin art herhjemme, der vurderer efterspørgslen på læger, skriver Politiken onsdag. Hidtil har Sundhedsstyrelsen kun vurderet, hvor mange læger vi får i fremtiden - ikke om antallet passer med behovet for lægehjælp.
- Vi bør handle nu, hvis vi ikke skal stå i en situation, hvor vi mangler læger til at behandle syge borgere. Ventelisterne vil vokse markant, siger Camilla Rathcke, formand for Yngre Læger, til Politiken onsdag.
I 2012 kunne lægerne håndtere 93 procent af vores efterspørgsel på lægelig arbejdskraft. Derfor har vi ventetider inden for visse lægelige specialer og områder i landet. Ifølge den nye prognose vil lægerne om 20 år kun kunne håndtere 83 procent af efterspørgslen.
Yngre Læger ønsker et markant øget optag på medicinstudiet, ligesom der skal uddannes flere speciallæger på hospitalerne for ikke at risikere øget ulighed i adgangen til behandling.
Ifølge professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen, Syddansk Universitet, står Danmark i en vanskelig situation de næste årtier. Andelen af ældre vil vokse markant, mens antallet af erhvervsaktive, der via skatten skal finansiere det øgede behandlings- og plejebehov, vil falde betydeligt.
- Snævert sundhedsmæssigt betragtet vil et øget optag på medicinstudiet ikke være en dårlig idé. Men anlægger du en bredere samfundsøkonomisk betragtning, er det måske ikke en så indlysende god idé, siger han til Politiken onsdag.
Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R) oplyser i en skriftlig kommentar, at hun vil se på, om vi uddanner det rigtige antal læger i dag. Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) siger ligeledes i en skriftlig kommentar til Politiken onsdag:
- Selv om Sundhedsstyrelsens seneste prognose viser, at der vil være op mod 6.000 flere læger i 2030, kan det muligvis blive en udfordring at få læger nok i fremtiden. Vi skal derfor hele tiden have øje for, om der er den rette balance mellem efterspørgslen i sundhedsvæsnet og det antal læger, der uddannes og kommer hertil udefra, og være parate til at skrue på de relevante håndtag for at sikre, at vi også om 20 og 30 år har et stærkt sundhedsvæsen.
Tidligere har regionsrådsformand i Region Nordjylland, Ulla Astman(S), været ude at efterlyse hjælp til, hvordan man får flere læger til at starte praksis i landområderne.
Læs artikel om nordjysk længemangel her.