Ny serie stiller skarpt på de uundværlige frivillige
Før i tiden var man frivillig træner, spejderleder eller aftenskolelærer. I dag har verden af frivillige ændret karakter, så der også er behov for frivillige i social- og sundhedssektoren.
Knapt halvdelen af danskerne bruger deres fritid på frivilligt, ulønnet arbejde. De fleste gør det inden for områderne idræt, kultur og hobby, men flere og flere melder sig til det frivillige arbejde inden for social- og sundhedssektoren.
Det skyldes, ifølge ekspert frivillighedsområdet, professor Lars Skov Henriksen fra Aalborg Universitet, at det danske velfærdssystem sættes under pres i disse år:
- Tidligere havde hjemmehjælperen tid til en kop kaffe og en snak med de ældre - i dag er der jo ikke tid til det. Og det handler jo ikke om, at vi bruger færre penge, men om at der bliver flere ældre, som kræver en enorm indsats, forklarer Lars Skov Henriksen.
Og der er slet ikke frivillige nok, lyder det fra forskeren. Det skyldes, påpeger han, blandt andet, at samfundet mere og mere skifter karakter fra det traditionelle lønsamfund til et projektsamfund, hvor de frivillige "shopper rundt" mellem de forskellige frivilligejobs og ofte ikke længere er interesseret i at høre under en bestemt frivilligorganisation.
Tirsdag aften haren ny serie på i alt otte afsnit, premiere på Salto. Serien hedder De Frivillige, og her kan du møde nogle af de mange nordjyder, der yder et stort og ulønnet arbejde. De gør det ikke bare til glæde for andre, men også dem selv og i vidt forskellige sammenhænge.
I aftenens premiereafsnit lægger vi vejen forbi de frivillige på Værestedet Madam Blå i Hobro og så skal vi med til IT-undervisning for ældre i Aars.
Og så kan du glæde dig til at møde mange af de frivillige ildsjæle på Aalborg Universitetshospital, Venligboerne, PGU Pandrup idrætsforening, Spejderne i Sindal, Vågekoner på plejehjem, Egnssamlingen i Saltum, Ringerlauget i Thise Sogn, Nordjysk Fødevareoverskud og "9220 Aalborg Øst".
Alt sammen i serien De Frivillige, der ruller over skærmen hver tirsdag klokken 20.30 de kommende måneder.