Ny skolestruktur får blandet modtagelse

Politikerne i Hjørring Kommune lagde sig tirsdag aften fast på, hvordan den fremtidige skolestruktur i kommunen skal se ud. Beslutningen er blevet modtaget med blandede følelser.

Politikerne i Hjørring Kommune har besluttet, hvordan den fremtidige skolestruktur i kommunen skal se ud. Det blev tirsdag aften besluttet, at Holmegårdsskolen lukker til sommerferien.

- Vi er ærgerlige over, at det blev Holmegårdskolen, der skal lukke, men føler ikke, vi har tabt kampen, for det er lykkedes at få den overbygningsskole, som politikerne lagde op til væk. Der er lyttet til os forældre, og vi vælger at se det som at alle elever i Hjørring har vundet, siger Bo Jeppesen, formand for skolebestyrelsen på Holmegårdskolen.

De voldsomme ændringer på skoleområdet i Hjørring frustrerer til gengæld mange af skolernes lærere, og formanden for lærerkredsen i Hjørring er bekymret. Det gavner ikke nogen eller noget at lukke en skole, mener han - og slet ikke i kølvandet på den nye skolereform.

- Den her ændring kommer på det værst tænkelige tidspunkt. Vi kæmper i skolerne med en skolereform, der er totalt underfinansieret, og nye arbejdstidsaftaler. Vi er i forvejen ramt af besparelser, så nu påhviler det politikerne at tage det ansvar at sørge for, at der er rammer til at drive skole og sikre god undervisning, og jeg skal da ikke lægge skjul på, at det bliver en meget meget svær opgave, siger Lars Busk Hansen, formand for Lærerkreds Nord.

Han har svært ved at se, at nogen skole frem for en anden har vundet kampen om overlevelse i skolestrukturen.

- Jeg synes ikke, der er nogen skoler, der har vundet. Jeg synes folkeskolen i Hjørring by har tabt, for der er tale om meget store besparelser, som får alvorlige konsekvenser, og det tror jeg først nu er ved at gå op for mange, når skolerne nu begynder at bryde klasser op og rokere rundt med elever, siger Lars Busk Hansen.

Den nye skolestruktur træder i kraft om fire måneder, hvilket vil sige at forvaltning og skoleledelser den kommende tid får travlt med at få puslespillet om såvel lærerstillinger som placering af eleverne til at gå op inden sommerferien.


Seneste nyt

fra Nordjylland