Ny sportsgren på vej til Aalborg
Foto: Tommy Hald
En helt ny sport kommer til Aalborg. Earthing, hedder kombinationen af løb, spring og svømning, og banen komme til at ligge i friluftsbadet.
Earthing, som sporten hedder, kombinerer løb, spring og svømning, og ifølge idemanden kan sporten også være med til at redde verden.
Sporten er opfundet af sydafrikaneren Mark Saus, som er tidligere topsvømmer. Håbet er, at sporten også kan være med til blandt andet at hjælpe truede dyr i hele verden.
Helt grundlæggende er en Earthing udøver, en der dyrker sporten for at hjælpe vilde dyr og miljøet, siger Mark Saus til TV2/NORD.
I Earthing skal man først løbe 30 meter, dernæst springe i vandet og svømme yderligere 25 meter. Det lyder enkelt, men at springe på hovedet, når man er i fuld fart, kræver en hel ny teknik, og ifølge Mark Saus bliver det det mest spektakulære ved sporten.
-Når man tænker på, at verdensrekorden i længdespring er 8 meter og 95 centimeter, så vil det se fantastisk ud, når udøverne på eliteplan vil flyve 8 meter eller mere gennem luften inden de rammer vandet, siger Mark Saus til TV2/NORD.
Aalborg kommune har givet Mark Saus lov til at bygge bygge banen ved Friluftsbadet i Aalborg, som bliver den første bane i verden i fuld skala. Der har tidligere været bygget en bane i Perth i Australien, men den var i mindre målestok og er i dag pillet ned.
-Nu prøver vi at tilbyde det her til børn og unge i Aktiv Sommer i uge 32 i friluftsbadet. Det jeg syntes der er en ekstra dimension i det her, det er at dels er det er en ny aktivitet, men vi kan også lige pludselig komme til at kåre en verdensmester for 4. eller 5 klasse, og det syntes jeg er helt enestående, siger projektleder Morten Ubbesen fra Aalborg Kommune til TV2/NORD.
Den internationale olympiske komite har godkendt Earthing som en sport, og lige nu arbejder Mark Saus på hvad der skal ske, når banen ved friluftsbadet er færdig.
- Det næste skridt kunne være i Gigantium, hvor vi vil bygge et transportabelt svømmebassin og placere det inde i selve bygningen, siger Mark Saus til TV2/NORD.
Aalborg kommune er positiv over for projektet, men tager udviklingen skridt for skridt.
-Alt det filosofi bag ved det, med bæredygtighed og miljøbevidsthed, det er ædelmodigt, men Aalborg Kommune er med i aktiviteten, for at vi kan prøve af hvor mange børn, unge og voksne der syntes det her det er spændende, siger projektleder Morten Ubbesen fra Aalborg Kommune til TV2/NORD.
Earthingbanen forventes at være færdig i løbet af en uges tid.