Ny teknologi hjælper blinde
I næsten hundrede år har blinde i hele verden brugt den velkendte hvide stok til at finde vej. Nu er der udviklet ny teknologi, der kan gøre hverdagen som blind en del nemmere end hidtil.
En ny stok til blinde kan vise dem vej og advare dem, hvis der kommer forhindringer.
Lions Club har i samarbejdet med det hollandske firma I-Cane udviklet en ny intelligent stok, der skal hjælpe blinde.
Stokken ligner på mange måder en traditionel blindestok, men den nye kan nogle ting, der gør hverdagen som blind meget nemmere. Stokken kobles til den blindes iPhone, hvor der kan indlæses ruter på, så stokken fortæller, når der skal drejes, og hvis man går i den forkerte retning.
Udover at følge ruter kan stokken også bruges til at undgå forhindringer. Der sidder en sensor på den, der holder øje med skilte, bænke og andre genstande, der kan stå i vejen. Hvis den blinde er på vej ind i eksempelvis et skilt, udsender stokken en høj biplyd som advarsel.
Der er kun fire i Danmark, der indtil videre har fået stokken. En af dem er Peter Lydholm fra Nørresundby:
- Det betyder meget for mig. Jeg går ikke og famler så meget, og jeg kan gå mere trygt, for den skal nok advare mig, hvis der er forhindringer i nærheden, siger han.
Indtil videre kan blindestokken kun fås gennem Lions.