Ny tv-serie om Aalborg Havn
Image converted using ImgCvt
Aalborg Havn er i gang med en transformation. Siden industrien er flyttet til Østhavnen, er der sket store forandringer, og flytningen har været til fordel for de fleste. Det sætter TV2/Nord nu fokus på i en ny serie, Havnen.
I starten af 70-erne blev det besluttet, at den Kongelige Danske Handel skulle flyttes til Aalborg fra København. Den beslutning har skabt en fordel for forretningen Aalborg Havn A/S. Og samtidigt har det skabt muligheder i den bynære havn.
Grønlandshavnen i Østhavnen er Grønlands vindue til Europa og verden. Her flyder det meste gods til og fra øen igennem. Samtidig har mange virksomheder valgt at bosætte sig i Østhavnen for at være tæt på vandvejen og motorvejen. I Østhavnen er der plads til at udvide i takt med, at der kommer flere firmaer og aktiviteter til.
Det, at industrien er flyttet ud af byen, betyder nye muligheder på havnefronten. Det, der før var byens bagside og et sted man ikke kom som borger, er blevet Aalborgs forside og det sted, man først viser sine gæster.
Programserien om Aalborg havn har premiere på TV2/Nord torsdag den 10. januar 2013 kl. 19.30. Det er journalist Tor Løkken, der er tilrettelægger af programmet.
1. I Grønlandshavnen er der masser af plads. Plads til at larme og plads til at udvide. Her den store Gantrykran i aktion.
2. Musikkens hus er den nyeste beboer på havnefronten i midtbyen. Huset bliver ifølge planen taget i brug sommeren 2013.