Ny vågetjeneste i Aalborg
Dansk Røde Kors og Aalborg Kommune indgår en samarbejdsaftale om vågetjeneste på Aalborg Kommunes plejehjem.
Vågetjenesten er et supplement og en ekstra tryghed for døende og deres pårørende, så de ikke risikerer at dø alene. Aftalen underskrives fredag d. 26. november kl. 13.00 af formanden for Dansk Røde Kors Tom Christensen og ældrechef i Aalborg Kommune Kristian Cronwald.
Vågetjenesten er et nyt tiltag i Dansk Røde Kors i Aalborg. Formålet med vågetjenesten er at give medmenneskeligt nærvær til døende i den sidste tid, før døden indtræffer. Det kan være hos mennesker, som ikke har nogle pårørende eller der kan være tale om en aflastning af
pårørende.
I Aalborg Kommune ser man frem til samarbejdet.
- Vi ser samarbejdet som en styrkelse af trygheden på vores plejehjem. Samtidig er det en aflastning for vores medarbejdere, som kan løse andre opgaver, siger ældrechef Kristian Cronwald.
I første omgang omfatter aftalen to plejehjem, nemlig Hans Egede Plejeboliger og Gug Plejehjem.