Nybagte mødre lades i stikken
Får mødrene problemer under konflikten, er der ingen hjælp at hente hos sundhedsplejerskerne. De har ikke noget nødberedskab under konflikten. I værste fald bliver omsorgssvigt af børnene ikke opdaget.
Da lille Freja blev udskrevet efter fødslen fik hun ingenting at spise de første 15 timer. Hendes mor Anja Iversen fra Nørresundby havde problemerne med at amme, men situationen blev løst med hjælp fra sundhedsplejersken.
- Det var alt afgørende i forhold til at få amningen til at fungere. For på det tidspunkt var jeg så ulykkelig, at jeg ikke kunne komme videre. Min mand kunne heller ikke hjælpe, og Freja græd og græd og græd, siger Anja Iversen.
De nybagte mødre, der får problemer i dag må ringe til lægen. Sundhedsplejerskerne kommer ikke, for der ikke noget nødberedskab under konflikten, og det bekymrer nogle af sundhedsplejerskerne, selvom de bakker op om beslutningen, der er taget af Dansk Sygeplejeråd og Kommunernes Landsforening.
- Der kan jo ske det at børnene bliver sløve. Så tænker forældrene måske at det er dejligt, at de har fået et roligt barn, men det kan jo også være fordi barnet ikke får nok at spise, siger Anette Søndergaard, der er tillidsrepræsentant for sundhedsplejerskerne i Aalborg Kommune.
Socialrådmanden for Aalborg Kommune Maibritt Iversen (Soc.dem.) er nu klar til at se på om der skal laves et nødberedskab for socialt udsatte familier. For i værste fald vil omsorgssvigt ikke blive opdaget, når sundhedsplejerskerne ikke kommer på de obligatoriske hjemmebesøg.
- Jo længere tid, der går, jo mere kan jeg også være bekymret for at der er nogen vi ikke opdager i tide, og det må vi snakke med Dansk Sygeplejeråd om, siger Maibritt Iversen (Soc.dem.)