Nye forsvarere til Fortuna
Foto: Johnni Isaksen (Arkivfoto)
Endnu to australiere, denne gang forsvarsspillere, styrker Fortuna Hjørring op til kampene i Champions League.
Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.
Med tilkomsten af i alt fire australske landsholdsspillere har Fortuna styrket alle tre kæder forud for sekstendedelsfinalen i Champions League mod BSC Young Boys. De to forsvarsspillere er Kim Carroll og Elise Kellond-Knight.
Kim Carroll, der fredag fylder 24 år, har i fem år været en del af Australiens landsholdstrup. Hun er fast førstevalg i midterforsvaret og har i alt spillet 44 landskampe og scoret to mål.
Elise Kellond-Knight er kun 21 år, men har allerede spillet 25 landskampe. Hun er normalt venstre back, men kan også spille på venstre midtbane.
Kellond-Knight regnes for et af de største talenter i australsk kvindefodbold. Hun spillede en flot VM-slutrunde i sommer og blev som den eneste australier udtaget til VM's All Star-hold.