Nye virksomheder til Frederikshavn
Under overskriften "Vækst og Vilje i Verdensklasse" mødes flere end 100 mennesker på torsdag den 6. september i Det Musiske Hus i Frederikshavn for sammen at dyrke mindst 10 ideer til nye virksomheder i lokalområdet.
Initiativtager til konferencen
Det er BDO Scan Revision i Frederikshavn, der er initiativtager til konferencen, som er en udløber af Frederikshavn Kommunes initiativ UngWelt.
Nye forbindelser
Målet med UngWelt er at skabe nye forbindelser mellem erhvervsliv, uddannelser og de unge.
Unge er med
Blandt deltagerne, der på torsdag mødes i en sand brainstorm, er unge fra områdets ungdomsuddannelser, advokater, bankfolk, revisorer, reklamefolk og andre erhvervsfolk, samt medarbejdere fra Frederikshavn Kommune.
Gode ideer
Dermed får de unge fra Frederikshavn Kommune blandt andre borgmester Erik Sørensen til bords, og han glæder sig til en dag, hvor de gode ideer får mulighed for at myldre frem.
Ungdomsafdeling
- Frederikshavn Kommune er den eneste kommune i Danmark, der har en ungdomsafdeling. Det har vi, fordi vi gerne vil beskæftige os seriøst med kommunens fremtid - og med de unge, der skal tegne fremtiden.
Ungdomsby nr. 1
Denne konference viser også, at både erhvervslivet, uddannelsesinstitutionerne og byrådet bakker op om, at Frederikshavn bliver Danmarks Ungdomsby nr. 1, siger Erik Sørensen.
10 ideer
BDO Scan Revision i Frederikshavn har med initiativet til dagens konference skabt rammerne for, at deltagerne i løbet af dagen kan udvikle op til 10 nye virksomheder i lokalområdet.
- Formålet med denne dag er blandt andet at understøtte iværksætterkulturen hos de unge, der bliver i byen og at få synliggjort, at vi her i Frederikshavn gør ting sammen. Vi forventer, at dagen bliver et eksempel på, hvorledes UNGweltkonferencen formår at være en katalysator for at skabe netværk mellem unge, erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og politikere, siger igangsætteren af projektet, Peter Have Jensen fra BDO Scan Revision.
Vækst og Vilje i Verdensklasse
- Retten til disse 10 forretningsideer vil blive overdraget til ventureselskabet "Vækst og Vilje i Verdensklasse". Ventureselskabet Vækst og Vilje i Verdensklasse er etableret af de to lokale pengeinstitutter, Nordjyske Bank og Sparekassen Vendsyssel.
Selskabet har en egenkapital på en million kroner.
Ventureselskabets formål
Formålet med Ventureselskabet er at understøtte - såvel ledelsesmæssigt som økonomisk - de af projekterne, som vurderes at have størst sandsynlighed for kunne realiseres med succes, siger Peter Have Jensen.