Nyt forsøgsprojekt skal sikre fremtiden: Fosfor skal trækkes ud af hønsemøg og gyllefibre

Fødevareminister Rasmus Prehn var mandag på besøg på forbrændingsanlægget AAV i Hjørring, der snart skal i gang med et nyt stort forsøgsprojekt, der går ud på at bevare fosfor.

Fødevareminister Rasmus Prehn var mandag på besøg på forbrændingsanlægget AAV i Hjørring, der snart skal i gang med et nyt stort forsøgsprojekt.

- Det går ud på, at vi skal bevare fosforen. Derfor vil vi gerne lave et cirkulært projekt, hvor vi holder fast i at genanvende fosfor, siger Steen Madsen, der er direktør ved AVV Hjørring. 

Fosfor er en mangelvare, som vi på et tidspunkt løber tør for. Derfor er forhåbningen, at vi i fremtiden selv kan udtrække fosfor af gyllefibre og hønsemøg.

Syv samarbejdspartnere er gået sammen for at undersøge, hvordan fosfor kan udvindes.

Når gyllefibrene og møget er brændt af, sendes asken til Sverige, hvor fosforen trækkes ud, og kan genanvendes i foderproduktion.

Fosfor er en knap ressource i verden

Fosfor er en naturlig ressource ogen central byggesten for planter, dyr og liv. Det er nødvendigt at give planter fosfor, for at de kan gro, men problemet er, at vi ikke har noget i Europa. 

 - Hvis vi ikke passer på vores fosfor ressourcer, der er grundlaget for alt liv, så er vi udfordrede i verden i fremtiden, fortæller Steen Madsen. 

Fødevareministeren er inviteret til at følge projektet, fordi der i fremtiden kan blive nogle lovmæssige udfordringer i at anvende fosfor på denne måde.

- Det er enormt vigtigt, at vi prøver alle forskellige metoder af for netop at få mest ud af det affald, vi har. Kan vi lave en ressourceudvinding, så kan vi vinde meget ved det både miljø- og klimamæssigt, siger Landbrug-, Fødevarer- og Fiskeminister, Rasmus Prehn (s). 


- Som landbrugsminister er jeg interesseret i, at de restprodukter der måtte være i landbruget, bliver genanvendt så godt som overhovedet muligt. På den måde vil landbruget bidrage mest muligt til den grønne omstilling, som samfundet er midt i, siger ministeren. 

- Vi håber, at vi kan føre bevis for, at vi kan genanvende fosfor på en god og bæredygtig måde, siger Steen Madsen.

Om forsøget virker, forventes der svar på i begyndelsen af september.


Seneste nyt

fra Nordjylland