Nyt hak i bæltet til Keller
Foto: TV2/Nord
Torben Keller kan nu skrive tre kampe - tre sejre på sit profesionelle CV efter lørdag aftens kamp i Energi Nord Arena i Frederikshavn.
Hviderusseren Aliaksandr Abramenka brugte paraderne mere end de knyttede næver. I perioder agerede han nærmest bare levende sandsæk overfor en stædigt arbejdende Keller, der upåvirket styrede slagets gang fra midten af ringen.
Arbejdet bar frugt i femte omgang, da det hele endte med en teknisk knockout - og dermed endnu en sejr til den nordjyske profbokser.
Torben Keller var naturligvis glad for sejren, men havde håbet på at kunne vise publikum lidt mere.
- Jeg ville gerne have givet en rigtig god kamp til publikum her i Frederikshavn, som har været helt perfekt, og scenen var rigtig godt sat, så jeg er lidt ked af, at jeg ikke kunne få en modstander, som jeg kunne vise noget bedre boksning mod, sagde Torben Keller til TV2/Nord efter kampen.