Nyt shoppingcenter skal hive flere kunder til Aalborg
Om godt to år åbner et nyt stort shoppingcenter i Aalborg Centrum. Både byen og forretningslivet ser store muligheder i det nye center
Metax-parkeringshuset er jævnet med jorden, og Magasin-bygningen har længe stået tom.
Fra efteråret 2009 vil området igen sprudle af liv, for der skal nemlig bygges et nyt shoppingcenter. Det får Aalborg Cityforening til at tænke stort.
- Tiltrækningskraften bliver endnu større på grund af centret, så kunderne vil komme til Aalborg langvejs fra, siger Flemming Thingbak, direktør for Aalborg Cityforening og fortsætter:
-Det betyder måske, at vores målgruppe nu går helt fra Skagen til Århus. Hvis jeg er meget optimistisk, siger
Aalborg Citycenter får navnet "Friis". Det er firmaet Braaten+Pedersen, der udvikler centret, som bliver på 60.000 kvadratmeter - inklusiv et hotel og hele 850 parkeringspladser.
Centret kommer til at rumme både kontorer og boliger og ikke mindst 50 specialbutikker. Efter tre år forventes det, at centret har mellem tre og fire millioner kunder om året.
- Butikscentre sammen med en bykerne har en fantastisk styrke, og sammen kan de to elementer gøre en by interessant, fortæller Mogens Pedersen, der er administrerende direktør i Braaten+Pedersen.
Specialbutikkerne i Aalborg og stormagasinet Salling byder Aalborg Citycenter velkommen. De føler sig ikke truet af det store shoppingcenter.
- Det er godt for byen og ikke mindst for konkurrencen, at centret kommer hertil. Jeg tror helt sikkert, vi får en øget vækst på det, understreger storcenterchefen i Salling, Peter von der Hude.