Nyt sygehus til Aalborg Øst
Aalborg får sandsynligvis et helt nyt sygehus tæt på universitetet. Politikerne i Regionsrådet er nemlig tæt på at opgive planerne om at udbygge det eksisterende Sygehus Syd. Til gengæld går Himmerland nok glip af et nyt sygehus.
For dyrt at udbygge Syd
De politikere, der går ind for det nye sygehus siger, at det ikke kan betale sig at udbygge Aalborg Sygehus Syd, fordi det er for dyrt og tager for lang tid - og samtidig mener Aalborg Kommune ikke, at Hobrovej kan tåle den ekstra trafik til det gamle sygehus syd, hvis det bliver udbygget.
Forretningsudvalget siger nyt
Derfor har Forretningsudvalget i Region Nordjylland i dag besluttet at arbejde for et samlet og nyt sygehus i Aalborg - sandsynligvis i Aalborg Øst.
Det bedste til Nordjylland
Orla Hav, formand for Regionsrådet i Nordjylland siger til TV2/Nord:
- Når pengene ikke er et problem, så skal Nordjylland naturligvis have det bedste af det bedste. Og det kan meget vel være et helt nyt sygehus - i stedet for en udbygning af Sygehus Syd.
Himmerland bliver sorteper
Det vil til gengæld gå ud over Himmerland, der ellers så sent som i foråret blev lovet et nyt sygehus.