Øjenvidne: - Det hele rungede

Klokkerholm blev tidligt torsdag morgen vækket af eksplosionen, da ukendte gerningsmænd sprængte den lokale sparekasse i stykker. Flere naboer var øjenvidner til forbrydelsen.

- Det hele rungede og der blev helt gult i luften lige efter eksplosionen, siger Matti Møller som bor 20 meter fra Sparekassen Vendsyssel, der kl. 04.14 var udsat for en kraftig eksplosion.

- Der røg glassplinter helt over til os, fortæller han.

I følge Matti Møller var der flere maskerede gerningsmænd og de virkede iskolde.

- Den ene gik bare ind og tog en kasse under armen og satte sig ind i en sort stationcar, der drønede afsted bag efter, fortæller han om episoden.

I følge ham, har naboerne nærmest forventet at det ville ske, siden påske. Her blev der nemlig også forsøgt lavet en sprængning.

- Så konen ringede 112 med det samme, en anden nabo har filmet, da bilen kørte væk og en tredje nabo gik direkte over og forsøgte at tale med dem, siger Matti Møller.

Tilbage står nu, at et arrangement med Pyrus i banken for 100 forventningsfulde børn er i overhængende fare, for at blive aflyst.


Seneste nyt

fra Nordjylland