Økonomisk krise i Hjørring
Økonomien i Hjørring Kommune er blot otte uger inde i det nye år så anstrengt, at kommunen risikerer at komme under administration - hvis der ikke sættes ind nu.
Borgmester Finn Olesen (Soc.Dem.) sætter bremsen i, og der er udsigt til besparelser inden for stort set alle kommunale områder.
- Det er en alvorlig situation, vi står i. Vi har problemer med økonomien både på driftssiden og med likviditeten. Det, vi gør nu, er at vi laver ikke et definitivt anlægsstop, men vi bremser alvorligt op. Ledige kommunale stillinger skal tages op i direktionen og vurderes, før de eventuelt genbesættes, vi har en række puljer rundt omkring, som umiddelbart ikke bliver udbetalt, siger Finn Olesen.
Politikerne i Hjørring mødes den 10. marts til møde om den anstrengte økonomiske situation, hvor det ventes, at alle udvalgsformænd skal komme med konkrete bud på, hvor besparelserne skal gennemføres.
Venstres Per Harfeld lægger ikke skjul på, at den økonomiske situation er borgmesterens ansvar, men han er indstillet på hurtigst muligt at finde en løsning.
- Situationen er alvorlig, og hvis ikke vi gør noget nu, så er der bestemt en risiko for at Hjørring Kommune bliver sat under administration af Indenrigsministeriet, og i dag kan vi fra Venstres og Lokallistens side godt ærgre os over, at vi for budgettet ikke fik strammet buen endnu mere, så vi havde haft mere at stå imod med, siger Per Harfeld, som netop sammen med Lokallisten fik vedtaget kommunens budget uden om Socialdemokraterne.
Hjørring kommune risikerer at komme ud af året med et minus på op til 100 millioner kroner i forhold til budgettet.